Adgang til naturgas skal bane vejen for succes

Lundsby Bioenergi har fået gang i salget af store gård-biogasanlæg på grund af afsætningsmuligheden til naturgasnettet.

Muligheden for at afsætte gas til naturgasnettet er det, som skal drive salget af biogasanlæg fremover.

Det mener Erik Lundsby, der på Agromek blandt andet forsøger at sælge anlæg til de danske svineproducenter.

»Vi har solgt og sat et stort gårdbiogasanlæg i drift i Danmark for halvanden måned siden, hvor man allerede er oppe på 80 procent af kapaciteten. Det særlige ved anlægget er, at det er opgraderet til naturgasnettet,« forklarer Erik Lundsby.

Det omtalte anlæg er udstyret med en 11 km lang ledning til naturgasnettet. Trods omkostningen til ledningen er der ifølge Erik Lundsby god økonomi i anlægget.

»Anlægget genbruger meget af varmen til de forskellige processer på anlægget, og desuden får gødningen en bedre tilgængelighed, når den bliver afgasset,« siger han.

Tre anlæg på vej

Han fortæller, at interessen for anlæg, der kan gå på naturgasnettet, er stor. Yderligere tre anlæg forventer han at afsætte til det danske marked inden for den kommende tid.

Også det engelske marked viser stor interesse for biogasanlæg.

»Interessen for anlæg til naturgasnettet hænger sammen med, at man er sikret en stabil afsætning. På gårdanlæg producerer man en tredjedel strøm og to-tredjedele varme, hvoraf man ikke kan aftage det hele af varmen,« siger Erik Lundsby.

Faktaboks

Biogasanlæg

  • Tidligere på året blev Madsen Bioenergi etableret ved Balling. Et stort gårdbiogasanlæg, som Lundsby Bioenergi står bag
  • Lundsby forventer flere tilsvarende anlæg fremover

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle