Afløser på vej til MF’s 5600-serie

MF 5713 SL er den første model af en opdateret serie, der på sigt skal afløse Massey Fergusons populære frontlæssertraktor.

Massey Ferguson har en ny traktorserie klar i kulisserne. Koncernen har præsenteret MF 5713 SL, og selvom traktoren foreløbig er den eneste model i en ny MF 5700-serie, så kan vi kun forvente, at flere traktorer med tallet 57 bliver rullet ud i de kommende måneder.

5700-serien står til at blive afløser for den nuværende MF 5600-serie, der udstyret med en frontlæsser er en særdeles populær læssetraktor på grund af sin skrånende forende og deraf gode udsyn fra kabinen.

Det design har MF heldigvis holdt fast i på den nye model, der også får kabinen fra den større MF 7700-serie.

Største skift i motorrummet

Med MF 5713 SL er der ikke tale om en fra grunden ny traktor. Det er hovedsageligt i motorrummet, at traktoren har forandret sig. MF 5713 SL lever op til Tier 4F/Stage IV-kravene. Det gør den ved hjælp af SCR-teknologi med tilsætning af AdBlue samt en DOC-katalysator.

Effekten på de 130 heste kommer fra en 4,4 liters Agco Power-motor, og du kan anskaffe dig MF 5713 SL med enten Dyna-4 eller Dyna-6 powershift-transmissionen. Begge gamle kendinge fra MF.

Den nye model kan fås i tre forskellige hydrauliske konfigurationer. Som standard er der 58 liter. De 100 liter nås som ekstraudstyr via to pumper - eller en 110 liters LS-pumpe. Samtidig kan traktoren også fås med affjedret foraksel som ekstraudstyr.

MF 5713 SL får officiel premiere på Agritechnica til november.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle