»Du er da ikke gammel, farfar!«
Det er det næstældste barnebarn, der kommer med erklæringen, og som tak indkasserer et knus og noget af det slik, som hans forældre helst ikke må se, at han får.
Som alle andre på min alder, FØLER jeg mig ikke gammel. Og det er jo det vigtigste, læser jeg og citerer jeg, når der en sjælden gang er lejlighed til det.
Så da den tidligere langhårede lemmedasker – nu familiefar – erklærer, at deres gamle hus skal bygges om, melder jeg mig naturligvis straks som frivillig medarbejder i et projekt så stort, at jeg knapt kan overskue det.
Den del går nu først op for mig, efter at vi er gået i gang. Jeg har heldigvis haft selverkendelse nok til at forlange, at jeg hverken skal rive ned eller bære materialer op på første sal, hvor renoveringen finder sted.
Det er, da jeg står over for det store, nøgne rum, at det i første omgang går op for mig, at vi har kastet os over en opgave, som varer mere end et par dage.
Campingvognen bliver stillet op hos en venlig nabo, og der flytter jeg ind.
»Så bor du ligesom alle de andre udenlandske håndværkere«, griner en god ven, da jeg fortæller ham om situationen.
Vi starter med at danne os et overblik over opgaverne, løber hurtigt sur i det og kaster os bare over arbejdet. Forbavsende nok går samarbejdet ganske glimrende, selv om knægten på et tidspunkt under frokosten får sagt, at »godt nok kan far være irriterende at have på besøg, men han arbejder i det mindste gratis!«
Jeg griner høfligt af vitsen, som formentlig har et gran af sandhed i sig. Det er trods alt lang tid, at jeg fylder i det lille hus.
Det er på tredjedagen, at jeg for alvor mærker, at jeg ikke længere hverken er 30, 40 eller 50 år. Jeg vågner midt om natten med en smertende skulder – den højre man bruger til skrue- maskinen – og på fjerdedagen magter jeg næsten ikke at stå op. Hele kroppen er slidt bl.a., fordi vi midt i processen beslutter at lægge nyt gulv. Det gamle skal af gode grunde af først, og min kontrakt om ikke at bryde ned og slæbe ud er tilsyneladende sat på standby.
Om aftenen lægger jeg mig i seng med smertende knæ, og jeg vågner ved fire-tiden med ondt i ryg og højre skulder. Om eftermiddagen ringer min kloge kone og spørger engleblidt, hvornår vi er færdige – et spørgsmål, jeg er ude af stand til at svare på, fordi jeg har mistet ethvert overblik.
Heldigvis er der andre involverede – smed og elektriker for eksempel – og de står ikke lige på spring, når vi har brug for det. Så der dekreteres fridag. På vej hjem i toget falder jeg i en dødlignende søvn, og den genoptager jeg, da jeg udmattet kaster mig på puden et par timer senere.
Næste morgen vågner jeg ved, at hun ser tænksomt på mig og forsigtigt udbryder: »Måske er du alligevel ikke så ung, som du selv går rundt og tror«.
Jeg vender mig om og sover videre.
