Af Anna Grete Søberg, Hørslev Bole
Hvordan har du det under krisen? Sådan spørger vi hinanden i telefonen i denne tid, hvor pandemien indskrænker vores cirkler. 11. marts kørte jeg ud af min vens gårdsplads efter nogle dages besøg uden at ane, at der skulle gå mange uger, før vi igen skulle ses. Men telefonen bruger vi flittigt, så vi deler hverdagens oplevelser fra gode artikler i avisen til den første blomst i Clivianen i vinduet.
Mine børn er også flinke til at ringe. De formaner mig meget til forsigtighed, men børnebørnene savner jeg meget. Det sved lidt i sindet, da jeg under en samtale med faderen kunne høre lille Katrine hulke i baggrunden: »Jeg har ikke besøgt Bedstemor i så mange dage«. Det bevirkede, at jeg gjorde mig et ærinde til en lille afstandssnak i børnenes have. De små var godt instruerede, og trådte jeg et skridt frem, bakkede de med det samme. I grunden lidt synd, de skal styres af frygten allerede. Lille Katrine fandt en lille hvid sten i havegangen, som hun lagde i min hånd. Den ligger endnu i min lomme som en kærlighedsgave.
Familiens nye medlem i København skulle have været døbt her i sognekirken påskedag, men det måtte jo udsættes. Efter billeder at dømme trives han så godt, at han er vokset fra dåbskjolen, men det er jo et mindre problem,
Men ellers trives jeg godt her på matriklen i ensomheden. Jeg dyrker de gamle husmoderdyder. Trods alderen kan jeg stadig to ting: Lave mad og køre bil. En dag, da jeg serverede middagen for det travle mandskab i kanten af marken, refererede jeg statsministerens udtalelse i TV: »Vi skal huske at skønne på dem, der passer deres arbejde i denne svære tid, f.eks. alle de bønder, der lige nu sår markerne til, så der kan blive mad til os alle!« De ord fik næsten et smil frem i de solbrændte ansigter.
Radioen lytter jeg meget til, især hjernekassen, hvor Peter Lund Madsens rolige stemme lyder til os. Et gammelt ord siger, at »man kan tale til kongen eller stodderen i et medmenneske«, han evner det første og får både høj og lav til at åbne sig med viden til os andre.
I de sidste dage har jeg læst en bog, som jeg længe har skottet til i reolen, nemlig den østrigske forfatter Stefan Zweigs »Verden af i Går”. Den rystede mig virkelig. Han beskriver strømninger i Europa politisk og kunstnerisk i mine forældres barndom og ungdom og to verdenskrige, set med en jødes øjne. Jeg er vokset op med et ekko af 30-erne i ørene gennem samtaler over spisebordet bl.a, med den ungarske jøde, som i perioder boede i gæsteværelset på loftet sidst på vinteren 1940. Han overlevede krigen. Hvordan kom han over de lukkede grænser?
Zweig tegnede EU som et ønskescenarium. Han oplevede det ikke, men vi har meget at takke for, trods Coronaen.
