Af Marianne Jørgensen, Salling
Det er sådan en morgen, hvor vinduet på badeværelset får lov at stå åbent. Det vender mod vest, men vinden er svag og fra øst. Der hænger en let tåget dis mellem træerne på den anden side af marken, og det dufter af jord!
Ikke jordslået som badeværelset i min barndoms sommerhus, men af nyvendt muld. Da bruseren bliver slukket, kan jeg også høre det! Traktoren med den store plov, der arbejder sig op over bakken. Bondemanden grynter, at det er alt for sent. Men jeg kan nu godt glæde mig over duften alligevel.
Hvad jeg også kan glæde mig over, er, at jeg i dag og 12 dage frem skal i skriveeksil på Hald Hovedgård!! Wiiii! 12 døgn alene i Kapellet. Det lyder måske en smule makabert, men det er det ikke! Det er ren lykke, stilhed og hårdt arbejde! Jeg skal skrive på min tredje historiske roman og rammerne for 1500-tal er næsten ideelle. Jeg ved godt, at haven er omdannet til barokhave, og at der ikke i slutningen af middelalderen var haveanlæg af den slags, men alligevel er det en inspiration til fordums tider og skikke at gå ture langs Hald Sø, op over heden, Stangheden, rundt om Inderøen, eller en langsom morgen ind i Troldeslugten. Jeg skal også morgenbade. I søen. Om mine romanfigurer brugte at gå i sø eller fjord for at bade, tvivler jeg på. Men jeg ved næsten, hvor de skal hen. Og jeg skal bruge min tildelte tid på Hald på at få dem af sted.
Nogen spørger sommetider om, hvorfor jeg ikke bare skriver herhjemme. Det kan vel ikke være nødvendigt at sidde isoleret på et værelse syd for Viborg for at kunne skrive (tænker de sikkert!) Men joh! Det er fantastisk at komme væk fra sin vanlige gænge, komme ud af kontekst og helt og aldeles gå ind i romanens univers, uden at skulle forholde sig til spisetider, telefoner, aviser og indkøb, madlavning. En selvvalgt osteklokke, uden forbindelse til nutiden. Når jeg bare er mig selv, skal jeg heller ikke holde weekend, med unge mennesker, der kommer hjem, venner hér og der, arrangementer, man skal til. Når jeg er af sted, skriver jeg dagen lang, og aftenerne med og så er dét første prioritet. Så kan Bondemanden tage til høstfest og reunion på efterskolen, uden at jeg skal deltage. For jeg skriver. Og det gør jeg faktisk. Hele tiden. Og læser.
Og nu vil jeg pakke min kurv med grøntsager, chokolade, nødder og den gode te, alle mine researchbøger og notater, min røjsere og uldtrøjerne. Når jeg kommer hjem, lugter her sikkert endnu bedre. Hvis alt går som planlagt, er de også færdige med at så. Så kan vi sænke skuldrene og nyde, at høsten er overstået, selv om det var besværligt både før, under og efter. Og dén høstfest, vi holder sidst i oktober, det er den »rigtige« – for så er vi helt færdige med markarbejdet og kan ånde lettet op!
