Af Jens Schjerning, cheføkonom, Agrocura
Citat af økonom Milton Friedman: »Der er intet så permanent som et midlertidigt statsprogram«. Centralbanker og regeringer køber og understøtter alt, hvad der er behov for i coronakrisen, koste hvad det vil. Hvis vi ikke ruller tingene tilbage i den kommende højkonjunktur, stiger risikoen i fremtiden for et gensyn med 1929.
Det europæiske eksperiment
I vedlagte graf er vist statsgælden for nogle europæiske lande. Alle lande øgede selvfølgelig deres statsgæld under finanskrisen, men kun Nordeuropa bragte gælden ned i højkonjunkturen. Selv om ECB lavede opkøbsgrogrammer af obligationer for at presse renten ned i Sydeuropa, så »insolvente« lande kunne holde levestandarden, fik de ikke gælden reduceret, da det gik godt. Den italienske statsgæld må ende omkring den nuværende græske efter coronakrisen. Den franske statsgæld må ende mellem den nuværende italienske og portugisiske statsgæld. ECB har smidt et gigantisk opkøb ud på 750 mia. euro, og samtidig har EU smidt hjælp ud på 540 mia. euro. Vi fortsætter med at købe insolvente landes gæld ind i en fælles kasse. Chefen for ECB, Christine Lagarde, har foreslået finansministre i eurozonen at overveje en fælles éngangsudstedelse (husk overstående citat) af »corona-obligationer«. Der er for så vidt ikke noget galt med nuværende hjælpepakker. Det er det helt rigtige, såfremt det bliver rullet tilbage i de kommende 10 års højkonjunktur. Det betyder, at Sydeuropa skal gennem gigantiske hestekure (inkl. Frankrig), for ellers kan hele EU-samarbejdet vakle om 5 til 10 år. Samarbejdet bygger på et solidt økonomisk fundament og ikke omvendt.
Er det bedre i USA?
Centralbanken, Fed, i USA har reageret hurtigt i coronakrisen og rullet stimuli ud på få uger, som tog mange måneder under finanskrisen. Det specielle er dog, at Fed også direkte køber kreditgæld, studiegæld og generel ’junk bond’, altså dårligt ratede obligationer uden hensyn til, om forretningen har grundlag for eksistens efter recessionen. Det betyder, at kreditrisiko overføres til Fed og i sidste ende staten. Lidt forsimplet sagt overgår Fed fra at være ’bagstopper’ for bankerne, til at blive en kommerciel bank for den bredere økonomi. Med de hjælpepakker, regeringen har skudt ud i USA, herunder forventning til negativ BNP, er den amerikanske statsgæld på historisk rekordkurs, altså over 1945 toppen på 113 pct. af BNP, skabt af 30er-depressionen. Sluttelig har USA ikke oplevet overskud på betalingsbalancen siden starten af 90erne.
Risiko
Både Europa og USA arbejder med øget risiko for det, økonomer kalder for »moral hazard«. Man sender altså indirekte et signal til virksomheder og investorer om, at man bare kan påtage sig meget risiko, fordi i sidste ende skal centralbanker/staten nok komme og redde en.
Hvem vil på sigt købe et statsgældsbevis i Italien, hvis deres gæld er over 160 pct. af BNP? Det var der nok nogle, der ville, hvis renten f.eks. var 20 pct., så der var plads til, at gælden evt. kunne nedskrives. Maastrichttraktaten med maksimal 60 pct. statsgæld og årlig underskud på 3 pct. på statsfinanserne er efterhånden ikke det stykke papir hver, som det er skrevet på. Risikoen er, at investorer søger væk i den kommende højkonjunktur fra statsgældsplagede lande. Hvis renten skal forblive lav i Sydeuropa, skal ECB sluge alt statsunderskud i mange år fremover, hvilket er et politisk projekt, og det er usundt. Jeg tror personligt ikke på, at Sydeuropa ad frivillighedens vej får bragt deres gældsudfordringer ned.
Vi skubber det endnu engang
Det går formentligt nok engang. Jeg holder fast i, at recessionen bliver kort, men hård. Måske 6 til 12 måneder mod min tidligere forventning på 6 til 8 måneder. Regeringer og centralbanker redder os igen. Jeg tror personligt ikke på, at vi får hjælpepakker rullet tilbage i de kommende 10 år, for det bliver politisk upopulært. Derfor er risikoen, at investorer og virksomheder ser risiko sat ud af kraft. Det kan give endnu en gang historisk optur på aktierne og formentligt også ejendomsmarkedet. Hvis det bliver en realitet om 8 til 12 år, hvor ubalancerne er gigantiske, kan centralbanker og regeringer nok ikke igen holde hånden under.
