Alle værktøjer i brug for at reducere sprøjteindekset

Morten Toft Thomsen arbejder målrettet på at reducere behandlingsindeks ved brug af bl.a. N-sensor, gps, septoria-timer, ukrudtsforsøg og nedsatte doser.

»Morten har styr på sin sprøjte og kunne svare godt på alle de sprøjtetekniske spørgsmål. Og så kender han de forskellige dyser, og bruger selv kompakt- og lowdriftdyser. Så her fandt jeg ingen grund til at rynke brynene.«

Hans Thostrup, teknisk rådgiver i LMO i Viborg, er imponeret af den første af de fem slutkandidater i Årets Sprøjteførerkonkurrence, Morten Toft Thomsen, der er driftsleder hos Peter Michaelsen på Nørregård ved Hjallerup, og indstillet til konkurrencen af LandboNords planteavlskonsulent, Henrik Krogh. Bedriften er på 300 ha plus pasningsaftaler på 600 ha med vår- og vinterhvede, vårbyg, rug, raps og rajgræs.

»Morten var vidende om kemien og vant til at bruge faglige opslagsbøger. Og han vidste nogenlunde, hvilke værnemidler man skulle have på til de forskellige sprøjtninger,« fortæller Hans Thostrup, som selv synes, at det er bedre, at man tager for meget, end for lidt på, hvis man er i tvivl.

Plads til forbedringer

»Morten fremviste måske en lidt for ren heldragt, som jeg godt kunne tvivle på, om han bruger nok. Et forklæde er ofte nok, og smart fordi det er let at tage af og på. Men man skal jo have en heldragt til nogle opgaver,« siger Hans Thostrup.

Der var dog ingen tvivl om, at Morten tænkte på at beskytte sig selv. Som han sagde: »Jeg har ikke fået børn endnu. Og det vil jeg gerne have.«

Et sted der også kunne forbedres var med en fyldeplads. Sprøjten blev fyldt i marken - lovligt, men ikke så praktisk.

»En fyldeplads står øverst på ønskesedlen. Men endnu har bedriftens økonomi ikke levnet plads,« siger Morten.

Ud over stor sprøjteteknisk viden havde han også styr på de fleste ukrudtsplanter, sygdomme og skadedyr, han blev udsat for. Og kunne svare på både resistensproblematik, bekæmpelse af vanskelige ukrudtsarter og meget mere.

»Morten har en god paratviden og har både omtanke og sund fornuft med i alt, hvad han gør. Han har efterladt sig et meget positivt helhedsindtryk,« siger Hans Thostrup.

Arbejder aktivt på mindre kemi

Morten Toft Thomsen kender alt til bedriftens behandlingsindeks og arbejder målrettet på at få den sænket. For bedriften er en af landets fem IPM-værter (Integreret Plantebeskyttelse) som eksperimenterer med at få kemiforbruget ned og følge IPM-principperne, der gælder for alle landmænd i EU fra 2014.

»Jeg blev ansat for halvandet år siden, da bedriften blev IPM-vært for bla. at være med til at sænke vores kemiforbrug. Og det har været spændende. I år har jeg sprøjtet 6.000 hektar,« siger han. Og nævner noget af de ting de gør for at sænke kemiforbruget:

»Vi bruger gps og septoria-timer. Og N-sensor til at omfordele kemien i hver mark. Vi sår korn og raps på rækker og radrenser som forsøg. Vi laver ukrudtsforsøg for at se, hvor langt ned vi kan gå i dosis. Og vi er gået væk fra ensidig vintersæd og over til et varieret sædskifte med mere vårsæd.«

Og man kan se Mortens påvirkning på bedriftens samlede behandlingsindeks, som i 2011 lå på 4,23 og i 2012 var nede på 2,82. Landsgennemsnittet er dog lavere (2,48). Og det officielle måltal for samme afgrødesammensætning er endnu lavere (1,55). Så der er stadig lang vej. Men de er godt på vej.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle