»Behøver du egentlig altid at lægge dine ting lige der?«
Det er selvfølgelig min kloge kone, der spørger. Imens peger hun på den lille – i mine øjne uanseelige – bunke af diverse ting, jeg har liggende i den ene ende af køkkenbordet.
Alt det, man plejer at tage op af lommen, når man kommer hjem, og som ikke lige har en bestemt plads: Pungen, brillerne, et brugt batteri, der af uransagelige årsager er endt i lommen...
»Og du behøver ikke scanne omgivelserne for at se, om jeg har efterladt noget andet et forkert sted«, fortsætter hun med skarpt blik og lidt skarp stemme.
Jeg føler mig i den grad afsløret. Det var netop, hvad jeg var i gang med – at undersøge, om jeg ikke kunne give tilbage af samme mønt.
Slukøret giver jeg mig til at rydde op. Ikke at jeg har noget imod det. Trods alt trives jeg også bedst, hvis der ikke er for rodet, men jeg kan alligevel ikke lade være at kaste et blik rundt i stuen for at se, om der skulle være et sted, hvor hun har glemt noget...
Min gennemgang afslører imidlertid ingen umiddelbare fejl - i hvert fald ikke nogen, hun har lavet – så jeg kaster mig over dagens øvrige gøremål.
De består bl.a. af en forebyggende indsats. Altså: Jeg retter fejl, som jeg ved, hun vil falde over på et senere tidspunkt. Mest af alt handler det om at rydde op, selv om hun til min overraskelse accepterer, at stuen er fyldt med legetøjsbiler, som jeg har købt for at have noget, når børnene – og især børnebørnene – kommer på besøg.
Det forebyggende arbejde afslører, at det er betydeligt lettere at finde fejl, jeg selv har lavet, end fejl begået af min kloge kone. Faktisk finder jeg slet ikke hendes fejl, men jeg ved, de må være et sted.
Pludselig slår det ned i mig: Bilnøglerne. Hun glemmer altid at lægge bilnøglerne på plads, når hun har været ude at køre.
»Hvor er bilnøglerne?« spørger jeg altid uskyldigt et stykke tid, efter at hun er kommet hjem.
»I min lomme – selvfølgelig«, svarer hun i reglen.
Sædvanligvis svarer jeg så enten »I hvilken lomme, skat?«, eller jeg siger »Er det der, de skal ligge, når du ikke bruger dem?«
Da det går op for mig, at jeg nu har noget på hende, prøver jeg at finde hende for at gøre opmærksom på det. Det lykkes ikke, hun er væk, så jeg må ringe.
»Jeg vil bare sige, at hvis jeg skal holde en sådan usandsynlig grad af orden, kræver jeg, at du altid lægger bilnøglerne på plads, når du kommer hjem«, siger jeg, straks jeg har fået forbindelse.
Der er en lang pause i den anden ende, inden hun langsomt og meget tydeligt svarer:
»Jeg tror, at det her bliver en MEGET kort samtale«. Så afbryder hun, og jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg endnu en gang har dummet mig.
