Alvorlig situation for USA-produktion

Karsten Flemin ser store konsekvenser for amerikansk svineproduktion som følge af coronavirus’ hærgen.

Hvorfor er priserne så lave på amerikanske grise lige nu?

I forrige uge blev 6 procent færre grise slagtet og i sidste uge i størrelsesordenen 10 procent. Manglen på slagtekapacitet, kombineret med en rekordstor produktion, lægger naturligvis pres på priserne for grisene.

Vil dette påvirke de europæiske priser?

Hvis vi ser udelukkende på kort sigt, kan vi pludselig få en voldsom priskonkurrence på amerikansk svine-kød ude på markederne. Men problemet er nok nærmere, at de ikke får slagtet nok, som man så i sidste uge. Det er ikke sikkert, at det ryger til eksport. Slagterierne skal også lægge om til detailsalg. I supermarkederne bliver alt revet væk. Der vil være et stort antal grise, der står i kø til at blive slagtet i de kommende måneder. Derudover er det meget usikkert det hele, men jeg forventer, at produktionen i 2021 bliver mindre. Det er en alvorlig situation for amerikanske svineproducenter

Hvordan stiller det landmændene?

Landmændene er nødt til at komme af med grisene til store underskud. De taber 30-40 dollars pr. gris. (200-270 kr, red.). Der er ingen tal endnu, men der tales også om, at der slagtes et stort antal søer lige nu.

Hvad vil det betyde for produktionen?

2020-produktionen er jo næsten allerede klar med drægtige søer i pipelinen nu. Men den ender nok ikke så højt, som den ellers var blevet. Sådan en periode som den her vil selvfølgelig ramme produktionen i 2021.

Kan hjælpepakken ikke redde det?

Nogle vil blive dækket. Den vil især gavne de små, for der er sat beløbsgrænser på, hvor meget man kan få. Det afgørende bliver, hvor godt polstrede de store er. Mange af de store integratorer har grisene selv, så de kan selv sætte prisen. De, der især lider, er de individuelle landmænd. Det kan føre til større koncentration. /DSB

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle