Arla med jubilæum: Nu 20 år siden, at dansk mælk for alvor blev international

Fredag var det 20 år siden, at Arla Foods Amba blev dannet. Fejring blev der ikke meget af.

Fredag 17. april er det 20 år siden, at danske MD Foods og svenske Arla formelt gik i partnerskab som den første tværnationale mejerifusion.

Et markant jubilæum for et selskab, der i dag ikke bare er tværnationalt, men verdensomspændende i sit salgsapparat og tilstedeværelse.

Samtidig er ejerskabet nu ikke bare delt på to nationaliteters mælkeproducenter. Også britiske, tyske, hollandske, belgiske og luxembourgske landmænd er inviteret med i ejerskabet i de seneste år.

Fejringen bliver der ikke gjort meget ud af. Det skyldes bl.a. pandemien coronas hærgen, hvilket har medført, at Arla kun markerer jubilæet på de sociale medier.

Fusions-bølgen

Arla Foods Amba blev dannet som kulminationen på den langvarige og til tider hårdkogte fusionsbølge, der fejede gennem mælkeproduktionen og dansk landbrug op til årtusindskiftet.

En fusionsbølge, der betød, at over 500 danske mejerier endte i under et dusin.

Parallelt foregik den samme udvikling i Sverige, hvor virksomheden Mjölkcentralen - fra 1975 kaldet Arla - fik stadig flere mejeriselskaber ind under sig.

Arla og MD Foods begyndte samarbejdet i 1995, før Kløver Mælk, der dengang var Danmarks næststørste selskab, formelt blev fusioneret sammen med MD Foods.

I 1999 var det slut med to store mælkemastodonter herhjemme, da MD Foods og Kløver Mælk gik sammen. Og kort efter kom fusionsplanen så med svenskerne.

Det hele trukket igennem på initiativ af MD Foods magtfulde direktør Jens Bigum og hans pendant i Stockholm, Åke Modig.

Mens det er muligt

Begge så behovet for fusioner - og Åke Modig lå faktisk i forhandlinger med finske Valio.

Derimod var opbakningen fra den danske, nyfusionerede MD Foods-bestyrelse mindre de første par gange, Jens Bigum nævnte muligheden. Han blev dog ved - og efter et par måneders bearbejdning kom det grønne lys.

»Man skal gøre tingene på rette tidspunkt, mens det er muligt«, har Jens Bigum senere udtalt.

Hovedkontoret og selskabets hjemland blev Danmark, mens Åke Modig blev viceadministrernde direktør, indtil Bigum få år senere forlod posten.

I dag, 20 år senere, er Arla Foods omsætning mere end fordoblet til nu 78 mia. kroner - med knap 12.000 ejere fordelt på 7 lande.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle