Arla starter byggeriet af sit globale innovationscenter

Investerer 270 mio kr. i Agro Food Park, og yderligere 62,5 mio kr. i forskningssamarbejde med universiteter.

Agro Food Park i Skejby huser allerede en lang række mindre, landbrugsrelaterede virksomheder, men i denne uge tog en vældigt stor virksomhed første skridt til at flytte ind. Det handler om Arlas globale innovationscenter, hvor der fra 2016 vil blive udtænkt og udviklet mejeriprodukter til borgere overalt i verden.

De første spadestik til centret blev taget i denne uge. Spaderne var lagt i hænderne på uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, Arlas koncerndirektør Jais Valeur samt Arlas direktør for global innovation, Paul Cornillon.

Arlas hjertekule

»En del af Arlas vision er at bringe sundhed og inspiration ud i verden på naturlig vis, og vi er ofte i dialog med forbrugere for at fornemme, hvad de gerne vil se i deres køleskabe. Vores nye globale innovationscenter bliver Arlas hjertekule, der skal omsætte de mange gode ideer og input fra forbrugerne til nye, spændende produkter,« siger koncerndirektør Jais Valeur.

»Med de vækstplaner, vi har på fjerne markeder rundt om i verden, har innovation aldrig været vigtigere, end det er nu.«

I samme forbindelse kunne Arla oplyse om endnu en investering i form af et nyt fem-årigt samarbejde med Aarhus Københavns universiteter. Ud af projektets pris på 62,5 mio kr. bidrager Arla med 12,5 mio. Projektet vil handle om sundhed, ernæring, diabetes m.v.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle