Asger Christensen: Erhvervet bløder

"Det handler om overlevelse, hverken mere eller mindre," sagde formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Asger Christensen, i sin beretning til generalforsamlingen i sidste uge.

"Landmænd er ofte blevet beskyldt for at klage og brokke sig, og nogle gange kan det da godt være, at vi har været hurtigt ude. Men denne gang er det bare dødsens alvorligt. Erhvervet bløder, og det handler om overlevelse," sagde Asger Christensen.

Se efter muligheder

Han anerkendte regeringens planer for miljøforbedringer men advarede samtidig mod at gå for vidt:

"Vi vil gerne være med på vognen, uanset om det handler om Grøn Vækst, prutteafgifter eller andre miljøtiltag. Vi er en del af løsningen, men det skal være på markedsvilkår, og vores konkurrenceevne skal bevares. Ellers eksporterer vi bare miljøproblemerne til andre lande, hvor regler og afgifter er væsentlig lempeligere, end vi har udsigt til i Danmark," sagde Asger Christensen.

Han opfordrede medlemmerne til at klarlægge de likviditetsmæssige rammer, optimere produktionen og fokusere på forbedring af effektiviteten og på de muligheder, der er på bedriften.

"Det handler om at se på mulighederne frem for på begrænsningerne, for ellers kan man bringe sig selv i mental krise, sagde Asger Christensen.

Landbrugsforeningens omsætning steg med knap syv mio. kr. og blev på 39,7 mio. kroner og årets resultat på 169.000 kroner.

Også på medarbejdersiden er der sket en tilgang på i alt tre medarbejdere, så der i dag er 66 ansatte på kontoret i Kolding. KHL har haft stort set uændret medlemstal de seneste fem år - i praksis en fremgang, da medlemstallet generelt dykker i mange andre landbo- og familielandbrugsforeninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle