Bagatel forsinker støtte

En landmand i det sydjyske må vente på næsten 900.000 kroner, fordi uddelingen af støtterettigheder i 2005 skal undersøges.

En landmand i det sydlige Jylland har i modsætning til de godt 98 procent af kollegerne landet over ikke modtaget sin hektarstøtte i begyndelsen af december sidste år.

Årsagen er ikke et forhold, han selv har indflydelse på. Ventetiden skyldes, at støtterettigheder, han har overtaget, skal granskes nærmere af NaturErhvervsstyrelsen, som administrerer udbetalingerne.

Landmanden ønsker ikke at stå frem med navn, men hans identitet er redaktionen bekendt.

Betal dog delvis

Sagen handler om støtterettigheder til en eller to hektar, som ifølge den seneste kontrol kan være uddelt uberettiget til lodsejeren tilbage i 2005, da rettighederne til at modtage hektarstøtte blev delt ud.

I alt syv landmænd fik standset deres udbetaling i december, men de seks fik pengene få uger senere. Kun den syvende venter nu på sine penge, op mod 900.000 kroner for 2011.

"Jo, den manglende udbetaling tærer på kassekreditten," konstaterer landmanden tørt. Han er frusteret over, at han ikke kan få udbetalt den del af støtten, som der ikke er problemer med.

"Det er fuldstændig urimeligt, at man på grund af en mulig unøjagtighed på under to hektar, som stammer fra 2005, skal sættes på pinebænken, før man får sine penge," siger formand for landmandens interesseorganisation, Kolding Herreds Landbrugsforening, Asger Christensen.

Formanden hæfter sig også ved, at landmanden ikke ønsker at stå frem:

"Det viser, hvor fuldstændigt afhængig man er af systemerne. Man frygter repressalier, hvis man træder frem. Det er en herremandsmentalitet, som er psykisk nedbrydende for dem, der bliver udsat for det," mener Asger Christensen, der også peger på, at de arealer, der udbetales støtte til, er målt meget nøjagtigt op, så tvivlsspørgsmål let kan afgøres. Men landmændene bliver usikre og tvivlrådige, når kontrollen viser unøjagtigheder.

40 venter

I NaturErhvervsstyrelsen henviser kontorchef Lotte Dige Toft til det tekniske besvær med at genberegne tildelingen af støtterettigheder. Det sker for et år ad gangen tilbage til 2005, og mens de beregninger foregår, lukkes der for udbetaling af 2011-støtten.

"I nogle af den slags sager, fik landmændene udbetalt støtten alligevel allerede i december, men vi har omkring 40 landmænd tilbage i gruppen, der skal have genberegnet deres betalingsrettigheder. Vi gør det så hurtigt, vi kan, og man er velkommen til at ringe og høre, hvor langt vi er kommet med kørslerne. Vi er opmærksomme på, at folk går og har brug for pengene," siger Lotte Dige Toft.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle