Bidragsstigning på vej

Basel-komitéen er ved at gøre klar til yderligere reguleringer via Basel 4 til Europas banker og de danske realkreditinstitutter.

Basel-komitéen maler med den store pensel og vil have ens regler for alle Europas finansieringsinstitutter. Men det rammer den meget sikre og billige danske realkreditsektor, som i over 200 år har været unik og billig uden konkurs, ekstremt hårdt. De første indikationer på Basel 4 viser, at den danske realkreditmodel bliver hårdere ramt end f.eks. nogle europæiske banker – det er helt ude af tur og urimeligt. Det er ikke nødvendigt at polstre realkreditsektoren mere, idet nuværende sikkerhedsbuffer i de enkelte realkreditinstitutter er mere end rigeligt til tab og det forventede tab.

Beregninger fra Finansrådet viser, at det vil koste ca. 85 mia. kr. i nye penge, som skal sættes til side for at modstå evt. tab. Som boligejer med et realkreditlån på 2,5 mio. kr. vil det koste 12.500 kr. i ekstra bidragsstigning svarende til 0,5 procent. På erhvervssiden er risikoen større og derved øget krav på polstring, hvilket medfører, at landbrugssektoren vil få en bidragsstigning på over 0,5 procent.

Junk Bonds

Såfremt Basel 4 bliver gennemført, som de første skitser viser, er det et hårdt slag for den danske realkreditmodel. Derved ryger vores realkreditobligationer langt ned ad rangstigen som meget sikre papirer. Realkreditpapirerne har allerede i Basel 3 fået et skud fra boven. Danske realkreditobligationer skal allerede i dag opfylde særlige kvalitetskriterier for at indgå i virksomhedens likviditetsbuffer. Banker og realkreditinstitutter bruger i vid udstrækning realkreditobligationer i likviditetsstyringen. De ejer ca. 40 procent af de danske realkreditobligationer svarende til 1.100 mia. kr.

Det er en udfordring for banker og realkreditinstitutter, når de kun må investere i danske realkreditobligationer i begrænset omgang og erstatte det med statsobligationer. Derved er realkreditmodellen ramt på to fronter – den ene hvordan realkreditobligationer skal tælle som sikkerhed / likviditetsbuffer set fra investors synsvinkel og den anden fra realkreditudbyderen i forhold hvor stor polstring, der skal ligge til sikkerhed for evt. tab. Verdens mest sikre lånemodel er under hårdt angreb, og vi er ved at tabe kampen med at forklare realkreditmodellen.

Basel-exit

Basel-komitéen består af 28 lande, hvor Danmark ikke er repræsenteret. Basel-komitéen er sat i verden for at undgå finanskriser ved regulering af finanssektoren. I øjeblikket arbejder komitéen på nye retningslinjer for, hvor meget banker og realkreditinstitutter skal have på kistebunden til dårlige tider, altså den kommende Basel 4-pakke.

Troels Lund Poulsen har netop haft besøg af den svenske nationalbankdirektør, Stefan Ingves, som er formand for Basel-komitéen. Besøget skulle bruges til at forklare vores særlige sikre realkreditsystem. Men det ser unægtelig ud til, at Danmark bare er en lille brik i det store puslespil og derfor må rette ind efter det store fællesskab, hvilket vil ramme os hårdt med Basel 4. Regeringen skal råbe meget højt, såfremt vi skal have en passus ind omkring vores realkreditopbygning. Regeringen skal i arbejdstøjet omgående.

Uigennemskuelig prissætning

Vi er alle blevet mødt med stigende bidragssatser. Forklaringen er den samme hver gang, stigende omkostninger på kapitalregler. Det er avancerede regler, beregninger og modeller. Men den fulde omkostning skal ikke væltes over på låntager, idet større egenkapital dog gør, at finanssektoren kan fonde sig billigere. Men prissætningen er uigennemskuelig, og derfor er det alt for nemt at sende prisstigninger videre. Hvad med konkurrence, rationalisering, effektivisering mv. i alle danske finansieringsinstitutter?

Nykredits ”shitstorm” på seneste generelle bidragsstigning viser tydeligt, at vi har nået danskernes smertegrænse. Derfor vil regeringen få alle Danmarks boligejere på nakken, så snart nye stigninger kan lugtes, det bliver en varm kartoffel.

Af Jens Schjerning, teamchef og cheføkonom, Agrocura

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle