Beplantninger med et bi- og vildtvenligt blomsterflor året rundt kan give hjælpe til bedre bestøvning af afgrøder og give bierne en håndsrækning.
Værdien af honningbiernes bestøvningsarbejde i dansk landbrug og frugtavl vurderes til mellem en og tre milliarder kroner årligt. Det ene bud kommer fra Århus Universitet, som netop har offentliggjort tre nye rapporter om bier og bestøvning, det andet fra EU-Kommissionen et par år tilbage.
Om beløbet er det ene eller det andet er usikkert, men det står klart, at honningbierne har meget stor betydning for både landbrug og frugtavl. Afgrøder som raps, hvidkløver, frugt og bær giver enten ringere eller slet intet udbytte uden insektbestøvning, og honningbierne er sammen med de vilde bier de vigtigste bestøvere. EU-Kommissionen har desuden vurderet for få år siden, at op mod 20.000 plantearter i EU-landene kan uddø, hvis vi ikke havde honningbierne.
Midetruslen
Nogle af de trusler, biavlen lige nu er oppe imod, knytter sig til den parasit, vi fik at se i bifamilierne for godt tyve år siden, varroamiden. Denne mide har nu spredt sig og er almindelig over det meste af verden. Den er en reel trussel mod biavlen.
Når miden angriber en bifamilie, svækkes familien markant, og den vil bukke under for smitsomme sygdomme som varroamiden har med, hvis ikke angrebet begrænses. Varroamiden har haft den triste effekt, at der ikke længere lever vilde, sociale bier i landet. Vi har nu kun de honningbier, biavlerne tager sig kærligt af. Vi kan holde antallet af mider i bifamilierne nede ved brug af organiske syrer som mælkesyre, myresyre og oxalsyre. Disse syrer forekommer i rigt mål i naturen, og de findes alle i forvejen i både bifamilierne og i honningen.
Bierne sulter
Det ser derimod ikke lige så lyst ud i forhold til de andre åbenlyse trusler, vi har observeret mod biavlen. Den største trussel lige nu er fødemangel.
Når vinterrapsen er afblomstret, er der de fleste steder i det åbne land ikke megen føde, pollen og nektar til bierne at hente. Ca. 65 procent af Danmarks areal er i landbrugsmæssig omdrift, og ca. 80 procent af dette areal er reelt "grøn ørken" uden blomstrende planter, når vinterrapsen er afblomstret.
I biavlerforeningen har vi i en årrække registreret vægten af udvalgte bistader hen over hele sæsonen. Og konklusionen er klar: Så snart rapsen er afblomstret, begynder bierne at tære på reserverne ¿ den honning de samlede tidligt i sæsonen, medens der var rigeligt med blomstrende planter.
Efter sankthans står tusindvis af hektar med byg, hvede, rug, majs og raps - og ikke en eneste blomst i miles omkreds. End ikke i grøfter og hegn, for landbruget er mange steder så effektivt, at kun græsserne overlever uden for det opdyrkede areal. Se, det er en trussel, som er både helt reel og skræmmende.
Men samtidig til at imødegå, for i al sin enkelhed er det ganske let at så bivenlige frøblandinger på mindre arealer i hegn, grøfter, vildtremiser og lignende steder, hvor plov, såmaskine og mejetærsker ikke så let kan komme til. Og sådanne frøblandinger er samtidig til gavn for vildtet, så allerede nu er der mulighed for at så dem med tilskud som vildtplantninger.
Bier forsvinder
Det er til gengæld ikke lige så let at imødegå den trussel, plantebeskyttelsesmidlerne udgør. I Danmark bruger vi oftest kemi, som er testet og fundet ufarlig for bier (midler til bekæmpelse af lus og glimmerbøsser er dog mærkede som farlige for bier, og må ikke anvendes når bierne er i luften). Men så enkelt er det desværre ikke i virkeligheden, for testen viser jo "kun", om bekæmpelsesmidlet er farligt eller ufarligt for den enkelte trækbi.
Hvordan midlerne virker på bifamilierne, ved vi ikke. Når trækbierne vender hjem til stadet med pollen eller nektar, skal vagterne i stadet kunne genkende dem på duften. Lugter trækbien ikke, som den skal, bliver den afvist og kommer ikke indenfor. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan hundredvis eller måske tusindvis af bier, der trækker på afgrøder med bekæmpelsesmidler, risikerer at "dufte" forkert, når de vender hjem med føde til bifamilien.
Gennem de seneste år har vi fra udlandet fået flere og flere meldinger om "ColonyCollapseDisorder (CCD)" ¿ et fænomen, hvor bifamilierne midt i den tilsyneladende bedste del af sæsonen pludseligt og uden påviselig grund forsvinder fra staderne efterladende æg, yngel, pollen og honning.
Vi ved ikke præcist, hvad der udløser CCD, men brugen af plantebeskyttelsesmidler er sammen med flere andre mulige faktorer under mistanke. Vi ved heller ikke, hvordan bierne påvirkes, når de udsættes for flere forskellige bekæmpelsesmidler.
Der er særlig grund til at fremhæve neonicotinoider som problematiske. Der er nu dokumentation for, at denne gruppe af bekæmpelsesmidler har meget stor skadeeffekt på bier, der kommer i kontakt med dem direkte og indirekte. Planternes guttation (når de "sveder" vand langs bladranden) er giftig for bier, når frøet er bejdset med forskellige neonicotinoider. Det er da også blevet helt forbudt at anvende neonicotinoider i Italien, og i Frankrig må de kun anvendes på udvalgte afgrøder.
Gmo
Majs vinder stille og roligt frem forskellige steder i verden og kommer også mere og mere på banen i Danmark.
Majs producerer store mængder af pollen men den har ringe fødeværdi for bierne. De samler den alligevel - især når der ikke er andre kilder. Dermed samler og gemmer bierne en stor mængde føde, som familien ikke kan overleve vinteren på. Genmodificeret majs ser ikke ud til at være en mere værdifuld fødekilde for bierne end almindelig majs. Der er tillige en udfordring i, at honningen ikke må indeholde GM-pollen, da den ikke kan afsættes til konsum på markedet. Hvor landmanden kan nøjes med en sikkerhedsafstand på 150 meter til GM-afgrøder, er vi som biavlere tvunget til at holde en sikkerhedsafstand på mindst tre kilometer for at sikre et GM-frit produkt til forbrugeren.
Ændringer gavner også landbruget
Alt i alt kan det se ud som om, biavl på det nærmeste ikke er muligt i Danmark. Med den nuværende strukturudvikling i landbruget ser det heller ikke umiddelbart lyst ud.
Som biavler glæder det mig, når et landbrugsareal overgår til økologisk drift. Jeg er ikke i tvivl om, at det kan være redningen både for biavlen og for landbruget som erhverv i Danmark.
Genetablering af et bi- og vildtvenligt blomsterflor på arealer, der ikke er i omdrift, styrkelse af økologien, begrænsning i anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler i almindelighed og neonicotinoider i særdeleshed, og fokus på at bibestøvningen er vejen til et bedre udbytte i en række dyrkede afgrøder, trækker alt sammen i den rigtige retning. Og hvad der er godt for bierne, er også godt for landbruget.
