En god bekendt fra Hovedstaden spurgte på sociale medier om hjælp til et problem, som gnavede. Ret bogstaveligt. Der var mosegrise i urtehaven. Skønt det er at foretrække over rotter på loftet – eller rotter generelt – er det bestemt generende.
Mosegrisene spiste af grøntsagerne, og en køkkenhave nord for København når hverken hele eller halve tønder land, så selv få svin kan bringe den beskedne høst i fare. Der kom en del mere eller mindre fornuftige forslag til bekæmpelse. Alt fra gas over gift til dynamit, som næppe var ment i ramme alvor.
Det, som sprang mig i øjnene, var, at samme bekendte er selvudnævnt klimatosse. Det er samme typer, som højlydt støtter indtoget af de jyske ulve. Der er altså bestemt en kærlighed til biodiversiteten – bare ikke, når den indfinder sig i egen baghave.
På min gård på Djursland bøvler jeg også med mosegrise. Hundredevis af de små bæster gnaver i mine tulipaner og rødderne til vores vinranker. Vi er ikke nået til dynamit eller nervegas endnu, selv om jeg virkelig ikke bryder mig om de små svin. Undskyld – grise. Vi har accepteret, at det er en del af naturen her, hvor vi bor.
Men vi kan altså konstatere, at skambidte gulerødder og grønkål er det eneste, det kræver, før byboere er klar til at reducere lidt i biodiversiteten. Mit ærinde her er faktisk ikke at pege fingre ad dem med køkkenhaver og dertilhørende frustrationer. Jeg forstår frustrationen. Det, jeg har sværere ved at forstå, er dem, som bare klapper hænder, når ulven marcherer frem i Jylland, mens de selv bor i sikker afstand.
Ulve angriber heldigvis ikke mennesker – men de køber altså heller ikke deres kød i de økologiske gårdbutikker. Det er meget nemt at ønske, at biodiversiteten blomstrer – i andres baghaver. For mens mosegrisene har fået lov til at holde buffet i mine tulipanbed, er ulven altså ikke velkommen i min fårefold.
Og jeg har konstateret en lille uvidenskabelig tendens til, at ulvens mange venner bor meget langt fra ulven – gerne adskilt af mindst ét bælt – og er selv ganske uden dyrehold. Det er en smule sværere at heppe på ulven, når man har set et skambidt lam. Ulven har ikke lært at betjene en boltpistol, så aflivningsforsøgene foregår på vilkår, der næppe ville blive accepteret på slagterierne.
Men Nina, ulvens jagt er jo en del af naturens gang? Ja, og det er både myg, mus og mosegrise altså også.
Jeg elsker den danske natur. Jeg gætter på, at de fleste af os, som har valgt at bosætte sig ude midt i den, har det sådan. Men på en eller anden måde bliver landbruget – og vi fritidslandmænd – som regel beskyldt for at ville fortrænge naturen. Det er en pudsig påstand fra mennesker, der bor i store byer, som netop er fortrængt natur.
Selvfølgelig skal naturen kunne reguleres. Og vi bliver nødt til at være respektfulde over for dem, som lever med naturens konsekvenser, hvad enten det er mosegrise eller ulve i baghaverne.
Et frækt forslag kunne være, at vi lyttede mere til ulvens venner og lod dem indtage vores skove. Jeg har ladet mig fortælle, at der er rimelig god plads i Jægersborg Dyrehave, så der kunne vi passende genhuse nogle af de midtjyske ulve, som har fået en del naboklager allerede. Jeg er sikker på, at de nordsjællandske børnefamilier og hundeejere ville elske, at der kom mere spænding på deres skovtur.
