Blå partier: Spillereglerne ændres midt i spillet

Mens regeringen holder fast og kalder det en faglig beslutning at droppe 1900 som referenceår for den ønskede miljøtilstand, så er der hos Venstre og Dansk Folkeparti fuld forståelse for landbrugets frustration.

Partierne mener, det ikke er fair og fagligt velbegrundet at droppe år 1900 som referenceår for den gode miljøtilstand.

Jacob Jensen, medlem af miljø- og fødevareudvalget for Venstre, kalder det at ændre spillereglerne midt i spillet for en branche, som gør hvad de kan for at leve op til forventningerne.

»Det er ikke rimeligt eller sagligt, at man ændrer reference. 1900 er kendt og valgt som et år med god økologisk tilstand. Så kan man ikke bare komme med andre årsager for at flytte referenceåret. Man kan spørge sig selv, hvad der mon sker næste gang. Vi må være enige om udgangspunktet for at kunne lave en fair regulering,« siger Jacob Jensen.

Svært at være dansk landmand

Samme melding kommer fra Dansk Folkepartis René Christensen, som er formand for miljø- og fødevareudvalget.

»Sagen fortæller, hvor svært det er at være landmand i Danmark, når retsgrundslaget ændrer sig konstant. Man kan kun blive voldsomt frustreret, og jeg er endda ikke landmand. Det svarer til at løbe væddeløb, og når man så kæmper sig frem til målstregen, så bliver målstregen pludselig rykket længere væk,« siger René Christensen, som opfordrer regeringen til at spille med åbne kort, så miljømålene er kendte for landbruget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle