Bog giver unikt indblik i land- bohistorien set fra køkkenet

Bogen har været en fest at skrive. Jeg har haft det sjovt, og håber, at mange vil more sig. Den er i hvert fald ikke kedelig«.

Marianne Jørgensen fra Kjeldgaard i Salling lægger ikke skjul på, at hendes nye bog, som udkommer fredag i denne uge, er lidt af et hjertebarn for hende - og at pennen nærmest er fløjet hen over linierne, billedligt talt. For den afspejler hendes liv på landet de sidste 25 år - med ’Børn, bøvl og bigballer’ - som er bogens titel.

»Jeg har skrevet over 400 klummer til LandbrugsAvisen gennem årene. Jeg har trawlet dem alle igennem og samlet et udpluk af de særeste, sværeste og sjoveste historier - og i bogen bearbejdet dem til et historisk vidnesbyrd over perioden 1993 til 2018«.

Udvikling i landbruget

Klummerne handler om det nære, hvor Marianne Jørgensen i alle årene har taget udgangspunkt i sit eget hverdagsliv på landet og i landbruget med mand og børn.

»Bogen er et historisk tilbageblik på det personlige plan og afspejler mit liv som ung mor fra byen, der ved et tilfælde er havnet langt ude på landet. Og om vores liv med tre små børn, landbrug, mange medarbejdere, Sallinghytten, og alt det andet vi har lavet og gået op i. Men også min oplevelse af politik, valg, krige, terror, landbrugets image, folkevalgte m.m.«.

Derfor er bogen også et unikt billede af landbrugets udvikling gennem 25 år - set fra køkkenbordet. Og af samfundsudviklingen i det hele taget. Den er også et årshjul for landbruget. Hvert år gennemgår bondekonen de samme, tilbagevendende faser, som læsere af hendes klummer nok genkender.

»I foråret er jeg f.eks. lettere hysterisk, fordi der sker så meget i marken. Og i høst føler jeg mig ubrugelig og til overs. Bondemanden er her aldrig, og når han endelig er her, er hans hoved fyldt med høst. Det varer fire måneder - han bliver først normal igen i oktober. Derfor ender det altid med, at jeg brokker mig. Hver eneste høst«.

Meget jeg elsker på landet

Men der er også meget, Marianne Jørgensen elsker ved landlivet, og som hun ikke ville undvære. Først og fremmest Bondemanden.

»Jeg elsker hans energi, mod og naturlige omgang med alt levende. Det, at han lever i og med naturen, har altid fascineret mig. Jeg holder også rigtig meget af landlivets ufattelige enkelhed. Naturen. Fjorden. Selvbestemmelsen. Glæden og stoltheden over at skabe noget - dyrke noget - i pagt med jorden. Og så kan jeg godt lide, at der er luft og højt til loftet i mere end en forstand i Salling«, siger hun.

Som bypige har hun nok været mere kritisk overfor landbruget og det at være bondekone, end dem der er født på landet. Men det er sket indefra, og heldigvis elsker Bondemanden at diskutere. Sammen har de vendt stort og småt gennem alle årene.

»Som bybo skal man sætte sig ordentligt ind i tingene - ellers har man ikke ret til at kritisere. Der går en vis realisme tabt, når man sidder i et akvarium inde i byen. Jeg bliver ofte harm på landbrugets vegne«, slutter hun.