Brak kan ikke kaldes natur

Her i landet har vi en naturfredningsforening, der ikke kan se forskel på en braklagt mark og natur.

Foreningen har kastet sig ud i en hadsk kampagne mod landmænd "der pløjer dyrelivet bort", og i udfaldene mod genopdyrkningen af de braklagte arealer bliver det også anført, at "næsten upåagtet forsvinder der nu dagligt enestående natur for at dyrke afgrøder til dyr og mennesker".

Det er her, kæden hopper fuldstændigt af. Braklagte marker er ikke "enestående natur". Braklagte marker er helt almindelige dyrkede marker, der for en kortere eller længere periode har været taget ud af drift. Braklægningen er oprindelig myndighedernes instrument til styring af overproduktion.

Billedet af, at der ved genopdyrkningen af brak i 2008 sættes plov i marker, der har ligget hen i 20 år, er stærkt misvisende.

I de 150.000 hektar brakarealer er mange ressourcer gået tabt de senere år. Braklægningen hørte den tid til, hvor verden havde overskudslagre. I dag mangler vi fødevarer, og så er det naturligt, at landbrugsområder der egner sig til produktion skal inddrages.

En brakmark kan være køn at se på i den korte blomstringstid, men vi landmænd tænker nok mest på den massive indvandring af ukrudt til de dyrkede arealer.

Med hensyn til faunaen, så mener naturfredningsforeningen som nævnt, at landmændene pløjer dyrelivet bort ved genopdyrkningen af brak. En grov overdrivelse, når man tænker på, at det totale brakareal i Danmark udgør en lille brøkdel af det danske landbrugsareal. Men billedet af de skræmte harer og flygtende rådyr kan bruges, når landbruget skal lægges for had.

I sin kampagne mod brak har naturfredningsforeningen også indblandet nogle aktuelle sager om, at landmænd angiveligt et par steder i landet har sat ploven i gamle istidslandskaber, der aldrig har været dyrket før. Mariager Kommune har skredet til at påbyde arbejdet stoppet, og det har kommunen gjort ret i!

Men det er misbrug, når naturfredningsforeningen bevidst prøver at bilde folk ind, at disse sager har sammenhæng med ophævelsen af brakbestemmelserne.

Så lad være med at skyde gråspurve med kanoner.

Af Knud Erik Nielsen, formand for Jysk Landbrug.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle