Case IH forbedrer monitor til traktor og mejetærsker

Farvemonitoren AFS 600 er opgraderet med nye funktioner og en menustruktur, der er lettere at forstå.

Den nye udgave af Case IH´s farvemonitor, AFS 600 har fået en brugerflade, der er mere logisk at finde rundt i. Monitoren kan anvendes i Axial Flow-mejetærskerne samt i Magnum-traktorerne, hvor den opsamler en masse data om maskinens arbejde. Samtidig kan der foretages justeringer på maskinen, ligesom autostyringen er en integreret del.

"Til at begynde med blev menustrukturen fra vores første sort/hvid-skærm overført direkte til den første farvemonitor" forklarer Niels Petersen, produktspecialist fra CNH, og fortsætter:

"Nu er det blevet lettere at lave sin egen opsætning af menuerne, marker og jobs, og lettere at bruge de data, som skærmen registrerer til videre forarbejdning. Eksempelvis til tegning af udbyttekort."

Ny find tilbage-funktion

En af de nye ting skærmen kan, er at lede føreren tilbage til der, hvor arbejdet sidst stoppede på marken. Eksempelvis kan man nu i mørke finde frem til, hvor sprøjten løb tør. Det er også blevet lettere at markere objekter på marken, eller at lave en usynlig foragerlinie, så man får åbnet for gødningssprederen samme sted hver gang.

AFS 600 monitoren kan sammen med en antenne og ledningssæt anvendes som et uafhængig GPS-pakke på fremmede mærker også.

"Case IH introducerede skærmen i mejetærskeren, men fik forespørgsler fra landmænd, som gerne ville kunne bruge den til andre ting også," siger Niels Petersen.

Nøjagtighed 2 cm

Case IH tilbyder deres Accuguide autostyringssystemer med nøjagtigheder ned til to centimeter i forbindelse med RTK-signaler. Denne præcision åbner mulighed for anvendelse af faste kørespor.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle