Claydon stribesår fem hektar i timen

Claydon tester to nye bugserede versioner af sin populære Hybrid-såmaskine med seks og otte meters arbejdsbredde.

Britiske Claydon følger nu op på de senere års salgssucces med over 400 solgte Hybrid-stribesåmaskiner.

Hidtil har Claydon Hybrid kun været tilgængelige som liftbårne modeller i op til seks meters arbejdsbredde. Men med de to nye stribesåmaskiner Hybrid T6 og T8 får serien to nye bugserede foldbare modeller med henholdsvis seks og otte meters arbejdsbredde, tilpasset kontinentaleuropæiske forhold samt større landbrugs behov.

Claydon har bibeholdt grubbertanden foran såtanden som eneste jordbehandling med såning på hver side af den dybdeløsnende rille. Selve såningen sker med et særligt såskær, som der findes flere forskellige typer af - afhængig af de konkrete forhold.

Delt tank til gødningsplacering

Såtanken på 5.500 liter hviler på fem store transporthjul, som i marken kører på den ubehandlede jord mellem sårillerne og derfor ikke påvirker dybdestyringen.

Hjulene er placeret bag tanken for at give optimal vægtoverføring til traktoren.

Tanken kan deles til gødningsplacering, som kan ske enten lige under udsæden med et udløb placeret på grubbertanden eller sammen med udsæden, blandt andet som fosforstærk startgødning.

Claydon vil også kunne tilbyde diverse udstyr til de bugserede såmaskiner, blandt andet trykruller til brug på lettere jord til at pakke i sårillen.

Desuden er udvalget af efterharver øget for at kunne tilpasse maskinen flere jordtyper og arbejdsforhold.

Discsektion i front

Der arbejdes også på en discsektion helt i front til brug ved direkte såning i efterafgrøder med behov for neddeling og let opblanding med jord.

Trækkraftbehovet er ligesom på de liftmonterede versioner ca. 50 hk pr. meter arbejdsbredde og gerne fem-ti hk mere pr. meter under kuperede forhold.

Kapaciteten ligger på op til fem hektar i timen tilsået med otte meters arbejdsbredde.

Begge versioner er bygget op omkring en to meter bred midtersektion med foldbare ydersektioner på henholdsvis to og tre meters bredde. Dermed kan den knap ni meter lange stribesåmaskine holde sig inden for tre meter i bredden og fire i højden ved vejtransport.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle