CO2-mål kan blive en bombe under landbruget

Debat af Henrik Dalgaard, konservativt byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune

Danmark har ambitioner for klimaet, og det støtter jeg som landmand fuldt ud. Alle ønsker naturligvis at sikre naturen og et godt klima. Men der skal være en balance mellem målet om et bedre klima og samfundets økonomi. Det nytter ikke at sætte så ambitiøse klimamål, at det sender samfundet på vejen mod graven. Vi skal finde denne balance på knivsæggen. Vi landmænd ved om nogen, hvad balancen drejer sig om, da vi hver eneste dag lever både i, med og af naturen.

Der er ingen, der kan vurdere, om 37 procent eller 40 procent er det rigtige klimamål i 2020 for CO2-reduktion. Men én ting er sikkert: Det kan have katastrofale konsekvenser for landbruget og for hele fødevareklyngen, hvis de høje mål fastholdes. Jeg er som landmand og formand for Agri Nords natur- og miljøudvalg bekymret for de konsekvenser, det kan have for erhvervet.

Der tegner sig nu et flertal uden om regeringen, der ønsker at fastholde målsætningen på de 40 procents reduktion af CO2 i 2020. Jeg har afleveret en personlig advarsel til de konservatives formand, Søren Pape, om ikke at kravle for højt op i træet på denne målsætning. Vi skal sætte målene, så vi har en reel mulighed for at nå i mål. Her er det helt afgørende, hvilke forudsætninger man stopper ind i den politiske ligning. Beregner man eksempelvis ud fra et fald i energiforbruget frem mod 2020 - eller en stigning?

Man henholder sig til, at denne målsætning er et led i generationskontrakten. Den har landbruget da stor respekt for, vi vil alle sikre naturen og kloden til vores børn og børnebørn. Men en generationskontrakt vender vel begge veje. Nu er det jo vores olde- og bedsteforældre, der igennem landbruget har skabt det velfærdssamfund, vi har i dag, så respekten for det, de har opbygget, har vel også en plads i generationskontrakten?

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle