Dancorn klar med verdens største tørresilo

Dancorn kan nu tilbyde en gigantisk tørresilo, der ikke hidtil er set på markedet.

Hedensted-virksomheden Dancorn har nu fået verdens største silo med omrøresnegle på programmet. Den store sag er produceret af det amerikanske firma, Sukup, og Dancorn har eneforhandling i Europa på den store 60 fods silo, som ikke hidtil er set på markedet.

»Siloen leveres med op til fem omrøresnegle, der sikrer en god opblanding af det tørrede korn samt en ensartet kvalitet af den høstede afgrøde,« siger projektkonsulent Thomas Birkballe fra Dancorn.

Indholdet ved tørring er 1.675 ton i siloen, som er 60 fod i diameter svarende til 18,24 meter. Højden er 14,5 meter.

»Denne type omrøresilo kan håndtere vådt korn under særlige forhold med op til 25 procent vandindhold,« forklarer Thomas Birkballe.

Siloen er monteret med Sukups nyudviklede fejesnegl, som er med påmonteret gearudveksling, således at diameteren på fejehjulet er større og sikrer, at fejesneglen roterer langsommere, men også at den kan flytte den store mængde korn ved sluttømning af siloen.

Ved tømning af silo kan man vælge, om der skal læsses direkte i lastbiler eller tømmes ud i et transportsystem direkte til foderblandeanlægget.

Siloen opfylder Eurocodes, som siden 2009 har været det eneste lovlige projekteringsgrundlag i Danmark ifølge Bygningsreglementet. Alle byggemyndigheder, byggevareproducenter og bygherrer skal derfor benytte dette fælles grundlag.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle