Danish Agro vil have én kvinde i bestyrelsen

På generalforsamling og kredsmøder i Danish Agro i denne uge har formand Jørgen Mikkelsen åbnet for en diskussion af bestyrelsesarbejdet og den fremtidige sammensætning i grovvareselskabets folkevalgte organer.

»Vi har gennemgået regeringens anbefalinger for god selskabsledelse. De udgør et godt grundlag for, at vi kan sikre, at de rette kompetencer løbende er til stede i bestyrelsen. I den forbindelse har vi opsat en målsætning om, at vi inden for fire år skal have 15 procent kvinder, svarende til én person, i vores bestyrelse.«

»Vi skal ikke stille måltal op, der ikke er realiserbare, og 15 procent er ambitiøst, samtidig med at det er realiserbart. Det vil give os en højere andel af kvinder i bestyrelsen, end den kvindelige andel af selvstændige landmænd. Og kvinderne skal jo ikke ind på, at de er kvinder, men på de kompetencer de har. Vi skal også tage hensyn til virksomheden, når vi skifter ud i bestyrelsen, ved at skele til hvilke kompetencer vi skal have. Det er en rimelig stor butik efterhånden, og vi skylder, at vi på bestyrelsesniveau prøver at gøre vores arbejde ordentligt.«

»I dag har vi valg til bestyrelsen på regionsmøderne, og det gør, at vi får en god geografisk fordeling af bestyrelsesmedlemmerne. Men det kan måske være rigtigt af hensyn til virksomheden at have nogle fritvalgte medlemmer på generalforsamlingen, så vi sikrer, at vi får de rette kompetencer repræsenteret i bestyrelsen.«

»Det er ikke en beslutning, der er taget, det er endnu kun på ideniveau. Vi bruger regionsmøderne og generalforsamlingen til at fremføre tankerne og få nogle reflektioner fra medlemmerne om, hvad de tænker om ideerne.«

»Vi vil nok først tænke inden for vores medlemskreds, for vi har indtryk af, at det ikke gør noget, at man selv har hånden på kogepladen. Er man medlem, har man samhandel og dermed tætte relationer til Danish Agro, så man kommer til at mærke de beslutninger, man tager. Jeg oplever, at landmænd i dag er meget stærke virksomhedsledere. Og der er jo ingen grund til at kigge uden for medlemskredsen, hvis man kan finde dem indenfor.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle