Den danske slagterigigant skal blive endnu bedre til at forædle sine råvarer. Det er der, fremtiden ligger, mener Jais Valeur. Måske et lidt »fluffy« begreb, som han selv siger. Vi starter da også interviewet et helt andet og mere jordnært sted, nemlig med ...
Sylte! - Svaret falder hurtigt og uden betænkningstid. Og så flækker han i et stort grin: ”Er det ikke et godt svar?”
Ingen tvivl om, at den nye topchef i Danish Crown er en lun fætter, der også godt kan svare for sig. Jais Valeur ved udmærket godt, at stort set alt på et svin kan ende i en sylte. Lige så godt som journalisten, der har spurgt til hans favorit-grise-spise.
Sine kvaliteter ufortalte er sylte nok ikke det mest innovative stykke dansk madkultur?
”Jeg kan faktisk godt lide sylte, og jeg kan godt lide princippet i, at alt på en gris kan blive til noget, der kan sælges,« uddyber han og hiver sin telefon frem for at vise et billede fra sidste gang, han var i Kina. »Prøv at se her. Det er taget på en restaurant, hvor der i en menu serveres både blod, mave og hjerne. Alt kan spises. Det er nærmest sylte, bare i samlesæt.«
Succes og hvad så
Jais Valeur har kørt parløb med Keld Johannesen i nogle måneder, indtil han 1. april overtog direktørposten i det landmandsejede Danish Crown. Det er en virksomhed i fin form med overskud, han overtager. Og selv om det er hårde tider for de danske svineproducenter, så er der ikke rigtig nogen, der vil placerer skylden for den dårlige notering på slagteriselskabet. Den danske notering er da også en af de højeste i Europa. Selv om den altså ikke er tilnærmelsesvis høj nok.
Mange vil nok misunde dig, at du har overtaget en veldrevet virksomhed med tilfredse, omend pressede, ejere. Men hvad skal der så ske nu. Hvor skal du sætte dine fingeraftryk?
»Jeg har arbejdet i fødevarebranchen i 30 år. Og jeg er aldrig gået på arbejde en eneste dag uden at tænke, at der var noget, der kunne laves bedre. Og sådan er det også her i Danish Crown. Det er en virksomhed, der har klaret sig rigtig godt ved at være baghjulstrukket med en enorm engageret og dygtig ejerkreds i form af de danske andelshavere.« »Men vi skal blive endnu bedre til at forædle og videreudvikle det fantastiske produkt vi har. Vi skal trække på alle fire hjul nu. Det er det, jeg vil i gang med.«
Onde tunger påstår, at Danish Crown nok er rigtig dygtig til at lave bulkvarer af fin kvalitet, men det er Arla, der har førertrøjen på, når det gælder forædling. Er det uretfærdigt, eller er der virkelig ikke sket noget med grisen, siden slagteriet opfandt pulled pork?
»Jamen, det er desværre et retfærdigt billedet. Vi kan bliver meget bedre til innovation og forædling. Talenterne findes i lommer rundt omkring i selskabet. Men vi skal blive meget bedre til at skabe mere værdi i svinekødet.«
Rusland og de røde tal
Man skal næsten længere tilbage, end nogen kan huske, for at finde gode tider for de danske svineproducenter. Helt galt gik det i 2014, som tegnede til at blive et jubelår. Men de gode udsigter til at tjene penge på grisene fordampede overnight, da russerne valgte at stoppe import af svinekød fra EU.
Væk er det store og gode russiske nærmarked for dansk svinekød. Kommer det igen?
»Jeg vil ikke satse på, at Rusland kommer tilbage som marked i nogen nær fremtid,« mener Jais Valeur. »Og hvis de åbner igen, så er spørgsmålet også, om de overhovedet har penge at købe for. Nej, vores fremtid ligger lige nu i Asien. Det er der, vi skal handle i de kommende år.«
Lige nu ser det ud, som spansk svineproduktion er her og der og allevegne. Selv på det japanske marked, som jo om noget er »jeres«, er der i en periode solgt flere spanske end danske grise. Kunne I som virksomhed finde på at gå ind i en vertikal konstruktion og fylde svin i de tomme stalde, sådan som virksomhederne gør i Spanien?
»Det kan jeg ikke se for mig. Vores opgave er at støtte producenterne med råd og vejledning og så sælge kødet. Vi skal ikke drive svineproduktion.«
Forskel på øf og bøf?
Du kommer fra Arla. Er der nogen forskel på at drive virksomhed med mælke- og svineproducenter?
»De synes jo selv, at de er enormt forskellige. Jeg ser mest ligheder. Både Arla og Danish Crown er ejet af professionelle landmænd på demokratiske principper. Det er en enorm styrke begge steder. Så jeg hæfter mig ikke rigtig ved, at der skulle være nogen større forskel.
Og så var der lige det med sylten. Kan det nu passe, at det er direktørens favorit. Det er jo dog trods alt lidt en sæsonret, der mest spises til jul?
”Jeg kan allerbedst lide nakkekoteletter,« indrømmer Jais Valeur. Hårdt presset.
