Danmarks flotteste mark

Et orgie af farver i fem hektar på Lolland.

Tusindvis. Faktisk tusind tusindvis. Ja, en hel million tulipaner har de senere uger trukket nysgerrige fra nær og fjern til måske Danmarks flotteste mark.

»Der har været helt tosset mange for at se vores tulipaner i år. Men det er gået fint. Vi har en lille bod ved marken, hvor vi sælger tulipaner, og det har taget trykket af folks lyst til selv at plukke,« siger Johannes Schjelde Christensen, der er driftsleder på Bøgehave ved Vesterborg på Lolland.

En enkelt dag talte han på et tidspunkt over 30 parkerede biler ved marken.

Men i mandags blev alle tulipanhovederne kappet af. For de næste uger skal tulipanens grønne dele koncentrere sig om at sende al kraft ned i løgene, så de kan vokse sig store, inden de tages op midt i juni.

Det er de røde, lilla og hvide tulipaner, der sælger bedst. Alligevel er der 22 sorter og farver i marken. For selv om økonomien i tulipanløg er presset, er tulipaner en passion for familien Schjelde Christensen, der havde 18 hektar, da avlen var på sit højeste.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle