Dansk herefordtyr blev »Årets tyr« i racens eget hjemland

Den danske Hereford SMH Castro 0001C ET er blevet kåret til »Sire of the Year« af den engelske Hereford-forening

»En rigtig god reklame for Danmark,« siger formand for Herefordforening Keld Balle om det resultat, som en dansk herefordtyr har opnået i racens eget hjemland, England.

Den danske herefordtyr blev opdrættet hos Jens Michael Jensen, Glud ved Horsens, og fire måneder gammel eksporteret til en skotsk besætning, hvor den stadig er avlstyr.

Men danske hereforder klarer sig også godt i andre europæiske lande, og racen er den suverænt mest eksporterede kødkvægrace fra Danmark. I de sidste tre år har 40 procent af de eksporterede dyr været Hereford.

Anerkendelsen af de danske dyr sker på dyrskuer i England, Belgien, Holland, Tyskland og Finland, hvor Hereford-dyr med dansk afstamning er røget til tops flere gange.

Englænder på opkøb

Titlen som »Sire of the Year« har skabt endnu større udenlandsk interesse for danske dyr, konstaterer Jørn Uhre, der er en af de store eksportører af dyr til udlandet.

I januar havde han for eksempel besøg af en repræsentant for den engelske kvægavlsforening, der efter besøg i fem besætninger købte en tyr hos Ib Østergaard Ravn i Vejen. Tyren, der er efter herefordforeningens top-tyr, Vokslev Eik med et S-indeks på 135, skal tappes for sæd på tyrestationen i England.

Den engelske opkøber blev så begejstret for danske dyr, at han også købte en kvie til sig selv - ligeledes hos Ib Ravn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle