Dansk inventarfirma: Nu rykker Kina for alvor

Investeringerne i svineproduktion tager fart i det svinepestramte Kina. Aco-Funki forventer, at hver femte krone skal hentes der i 2020.

Efter flere år, hvor afrikanske svinepest har hærget Kina og bragt svineprodutionen i knæ, er der nu for alvor ved at komme gang i investeringerne i ny og moderne produktion.

Det mærker inventarfirmaet Aco-Funki fra Herning, der leverer inventar og vådfodringsanlæg til hele verden.

»Vi har travlt derude nu. Der begynder at ske noget. Det er der ingen tvivl om«, fortæller Lene Bryde, adm. direktør i Aco-Funki med 137 ansatte.

»Vi forventer, at Kina vil fylde 15-20 procent af vores omsætning i 2020«, siger hun.

Det er knap to år siden, at Aco-Funki besluttede at satse ekstra på Kina ved at oprette egen salgs- og projektafdeling i landet.

Sidste år gik det dog ikke som planlagt.

»Vi fik ikke den omsætning, vi forventede, og derfor gav afdelingen underskud, men i 2020 tror vi, at de indhenter det tabte og dermed også giver et positivt bidrag på bundlinjen«, fortæller Lene Bryde.

»2019 var et stille år i Kina. Først i andet halvdel af året begyndte der at ske noget, når det gælder investeringer, og der går jo et par måneder, fra de starter på at arbejde på et projekt, til det bliver til ordrer og leverancer«, siger hun.

Projekterne spænder vidt.

»Det er meget forskellige kunder derude. Der er de kæmpe investorer, som vi arbejder med, der vil lave meget store projekter i de næste år, men der er også mindre projekter med måske 500 søer, og så er der dem midt i mellem. Nogle køber vådfodringsanlæg, og andre køber både inventar og anlæg. Det er godt, at der er gang i det«, siger hun.

Covid-19 en udfordring

Hvor coronapandemien har lukket Europa ned i de seneste måneder, er Kina nu fuldt ud åbnet og i gang med produktion igen. Pandemien påvirker dog fortsat dagligdagen for Aco-Funki.

»Det er ikke uden udfordringer, at vi har gang i så store projekter i Kina, uden at vi kan rejse derud. Vi finder ud af at håndtere det på nye måder med vores eksperter herhjemmefra, mens vores folk derude så må være øjne og ører«, forklarer Lene Bryde.

Aco-Funkis omsætning i 2019 endte på 324,8 mio. kr., en anelse mindre end året før. Også resultatet faldt en smule.

Lene Bryde venter, at omsætningen i 2020 vil ende på samme niveau, trods covid-19. Det skyldes især væksten i Kina.

Faktaboks

Lille tilbagegang

  • Aco Funki producerer en bred vifte af staldinventar
  • Efter flere års fremgang faldt omsætningen i 2019 med to pct. til 325 mio. kr.
  • Hovedkontor i Herning
  • Ejet af den tyske Aco-koncern

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle