Dansk landbrug for dyrt for AP Pension

Pensionspenge yngler bedre i udenlandsk end i dansk landbrug. Forrentningen er for lav herhjemme, mener AP Pension.

I Danmark har AP Pension i de seneste to år investeret 530 mio. kr. i ti danske landbrugsselskaber. Og Søren Dal Thomsen, adm. direktør i AP Pension, står klar med yderligere 700 mio. kr. til at købe danske landbrug for.

»Men det er desværre ikke så let i Danmark. Ikke fordi der mangler landbrug til salg. Men prisen er som regel for høj og forrentningen dermed for lav,« siger Søren Dal Thomsen.

Når AP Pension overhovedet har interesseret sig for at købe landbrug, er det som et alternativ til obligationer, der ikke giver meget afkast i det nuværende lavrentemiljø.

Den endelige aftale skrives under om et par måneder, når AP Pensions jurister har haft tid til at gennemgå de mange skøder på små de rumænske jordlodder, der tilsammen skal løbe op i 3.000 hektar.

»Sammen med FirstFarms vil vi bygge en kæmpe bondegård i Rumænien. Vi starter med 3.000 hektar. Planen er, at vi derefter skal købe yderligere 6.000 hektar, og jeg kan sagtens forestille mig, at vi kommer op over 10.000 hektar,« siger Søren Dal Thomsen, adm. direktør i AP Pension.

Køber ad tre omgange

Ifølge den kommende aftale skal AP Pension købe jord og bygninger for ikke mindre end 375 mio. kr. af FirstFarms.

I første omgang køber AP Pension 3.000 hektar med tilhørende bygninger i Østrumænien for 125 mio. kr.. Prisen på jorden er i gennemsnit cirka 35.000 kr. pr. hektar. Senere skal der købes yderligere to portioner jord på hver 3.000 hektar med tilhørende bygninger.

Hvornår købet af portion nummer to og tre kan ske, afhænger af FirstFarms. Det bliver nemlig FirstFarms’ opgave at opkøbe mindre jordlodder og samle dem i store homogene klumper, der er rationelle at drive, og derefter sælge dem videre med gevinst til AP Pension, fortæller Søren Dal Thomsen.

»Med vores køb af de første 3.000 hektar får FirstFarms kapital til at købe flere små jordlodder, så den jord, de for eksempel har i Vestrumænien, også bliver til en homogen klump, som vi kan købe,« siger Søren Dal Thomsen.

Jordleje i 10 år

Pensionsselskabet tjener på jorden ved at leje den ud til FirstFarms og indkassere en værdistigning, når den en gang skal sælges. I første omgang lejer FirstFarms jorden i 10 år.

Søren Dal Thomsen vurderer, at jordprisen i andre EU-lande er tre til fire gange højere end i Rumænien, og at forskellen langtfra kan forklares af klimaforhold og udbytteforskelle.

Gevinsten ved et eventuelt senere videresalg af jorden deles mellem de to parter med 20 procent til FirstFarms og 80 procent til AP Pension.

»Med hånden på hjertet, så tror jeg på en årlig forrentning af investeringen på 10 procent, hvor de fire procent kommer fra den leje, FirstFarms betaler for jorden, og de seks procent kommer fra en årlig værdistigning. Men bliver forrentningen kun på otte procent, vil det også være fint,« siger Søren Dal Thomsen, der helst ser en forrentning på mindst syv procent.

Falder købet på plads, er det første gang, AP Pension køber jord uden for Danmark.

Det perfekte match

Det nye samarbejde med Firstfarms i Rumænien er Søren Dal Thomsen ikke bleg for at kalde for »det perfekte match.«

»FirstFarms har forstand på driften. Det har de bevist med deres resultater, og det gør dem til en perfekt samarbejdspartner for os. Vi får en fast årlig leje plus en mulig ’upside’ i form af en værdistigning. Til gengæld leverer vi en kapital, som FirstFarms kan investere i det, de er gode til,« siger Søren Dal Thomsen. AP Pension har ikke for tiden konkrete planer om at investere i andre udenlandske landbrug, men som Søren Dal Thomsen siger, så »vurderer og kikker vi altid på mulige projekter.«

Faktaboks

Baggrund: AP Pension og landbrug

  • Selskabet udsprang af andelsbevægelsen. Ejes af kunderne.
  • Stiftet i 1919 som Andels-Pensionsforeningen
  • Landets 7. største pensionsselskab. Markedsandel 4,5 procent.
  • Forvalter 100 mia. kr., hvoraf de 8 mia. er placeret i ejendomme.
  • Har investeret 530 mio. kr. i 10 danske landbrugsselskaber og er klar med yderligere knap 700 mio. kr. 
  • Købet af jord i Rumænien er selskabets første investering i udenlandsk landbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle