Dansk raps reddet på falderebet

Udledningen af drivhusgasser er mindre for dansk raps end for tysk. Benarbejde redder dansk raps.

Når en dansk landmand dyrker raps, er udledningen af drivhusgasser mindre, end når en tysk landmand dyrker raps. Det viser nye tal for udledningen af drivhusgasser fra Aarhus Universitet. Og dermed kan danske landmænd ånde lettet op og fortsat sælge raps til tysk biodiesel. Det mener Mads H. Dorff Christiansen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

»Den danske raps er reddet på falderebet inden høst, og nu kan vi fortsat eksportere til Tyskland,« siger han.

Rapsansvarlig hos DLG, Natalya Vdovenko, supplerer.

»Det er af stor betydning, at tallene er i balance med de tyske tal, så vi ikke skal give generel rabat på dansk raps på grund af udledning af drivhusgasser.«

Og der står meget på spil. Bliver der tale om en gennemsnitshøst i år, bliver der 725 mio. kg raps til en salgsværdi ab gård på to mia. kr. Eksportværdien er endnu større, og normalt eksporteres halvdelen til Tyskland.

Skærpede udledningskrav

Udledningstallene er meget vigtige for afsætningen af raps. I dag skal raps-diesel reducere CO2-udledningen med mindst 35 procent i forhold til fossil biodiesel, hvis det skal kunne tælle som biodiesel ifølge EU’s regler. Men om bare halvandet år skal udledningen være hele 50 procent lavere end for fossil diesel, hvis det skal tælle med i de 10 procent biodiesel, EU kræver at der blandes i dieselolien. Det ville rapsdiesel - produceret af dansk raps - ikke kunne leve op til med de gamle tal for udledning.

»Vi mener ikke, at de udregnede emissioner fra 2010 på nogen måde har været retvisende, og det har vi nu fået bekræftet. Hvis den danske raps ikke kan konkurrere med den tyske på udledning, bliver det svært at afsætte den danske raps,« siger Mads H. Dorff Christiansen.

I tæt samarbejde med DLG og Danish Agro har L&F derfor arbejdet hårdt og presset på for at få revideret udledningstallene, som Aarhus Universitet beregnede i 2010. Og historien slutter ikke her:

»Vi mener fortsat at Danmark går langt videre, end de fleste andre medlemslande, når udledningen af drivhusgasser for raps beregnes. Det er svært at acceptere, at de ikke bruger samme metode som dem, vi konkurrerer med,« siger han.

Derfor glæder det også L&F, at der har været et hurtigt og konstruktivt samarbejde med NaturErhvervstyrelsen og Energistyrelsen, da DLG og Danish Agro kunne komme med nye oplysninger, så Aarhus Universitet kunne lave nye og mere korrekte tal for udledningen.

Faktaboks

  • De nye tal for udledning ved dyrkning af raps blev godkendt af EU-kommissionen 29. juli
  • Rapsarealet udgør i år 193.312 hektar - 17 procent mere end i 2014
  • 60 procent går til biodiesel

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle