På pampassen, 600 km fra den evigt pulserende Buenos Aires, bor Frands og Gustavo Munk. De er efterkommere af danske udvandrere og sojaproducenter. De kan ikke forstå, hvorfor GMO-soja er så omdiskuteret i Danmark.
Sojamarkerne dominerer landskabet og maler landet i gullige, nøddebrune og grønne farver, mens de suger solen til sig. En af disse marker tilhører familien Munks.
»Vi har både soja og hvede, som vi kan høste to gange i sæsonen. Soja er helt klart den bedste forretning, derfor skiftede vi fra solsikker til GMO-soja for 10 år siden,« siger Gustavo Munk.
Han driver gården Las Palmas med sin far, Frands, på 80 år. De dyrker 400 hektar soja og hvede. De er anden- og tredjegenerations danskere, og som de sidder i deres stuehus og taler dansk, er det kun den store, svedende okseside over den åbne ild i deres indendørs og mandshøje ildstation, der røber, at de er landmænd i Argentina og ikke på Als.
»Vi sælger sojaen til private opkøbere i Necochea, hvorfra det bliver eksporteret til Danmark og resten af verden. Og høsten ser god ud i år, selvom vi havde en knastør januar, der blev efterfulgt af 400 mm regn i februar. Vi regner med at høste lidt over tre ton pr. hektar,« siger Gustavo og ser over på Frands, der nikker. Afregningsprisen er mellem 1,61 til 1,77 kr./kg.
GMO er mere bæredygtig end dansk produktion
Den store pickup-Toyota drøner fra stuehuset, der ligger i skyggen af store eukalyptustræer og lyselilla blomsterbuske, ud på grusvejen, der løber gennem markerne.
De tjekker sojaen, og Frands bider i bønnerne for at måle fugtigheden.
»De er cirka tre uger fra at kunne høstes,« siger Frands og spytter en bønne ud. Al sojaen er GMO og er Roundup-ready (sojaplanten er resistent over for Roundup, så alt ukrudtet dør - men ikke sojaplanten), og Frands og Gustavo har svært ved at forstå, hvorfor vi er så kritiske i Danmark.
»Roundup er et middel som alle andre, det er hverken bedre eller værre. Men fordi sojaen er genmodificeret, skal vi kun sprøjte en til to gange, inden vi sår, og to gange når de er sået. Det er det. Vi bruger 90 procent mindre gødning, end man typisk gør i Europa, sprøjter en tredjedel af, hvad vi ellers skulle, og samtidig holder vi på vandet i jorden ved at så direkte uden at pløje - og sparer diesel. Det, synes jeg, er bæredygtig produktion,« siger Gustavo og fortæller, at udbytterne samtidig er 10 procent højere ved brug af GMO-afgrøder.
Frands er styrmand
Frands Munk har ingen landbrugsuddannelse men har arbejdet på pampassen som landmand i hele sit 80 år lange liv, og det er stadig ham, der står for den daglige drift.
»Jeg elsker at være landmand, og jeg bliver ved, indtil kroppen siger stop. Hver dag kører jeg ud i markerne og ser til sojaen og sørger for, at det hele er, som det skal være,« siger han og gnider sig over panden, mens solen brager ned. Han har en mand fastansat, og så hjælper Gustavo til, når der skal høstes, eller når der bliver sendt bud efter ham.
Modsat mange landmænd i Argentina, der kun dyrker soja som både 1. og 2. afgrøde, har Gustavo og Frands Munk også hvede og byg for at skåne jorden og holde på næringsstofferne.
De sår hvede i juli og høster i december. Sojaen skal plantes mellem jul og nytår, og de sår den som 2. afgrøde i hvedestubbene og 200 hektar som 1. afgrøde. Den bliver høstet i april.
»Ved at så direkte i stubbene sparer vi en masse tid i traktoren - og diesel, vi sår cirka tre hektar i timen,« siger Frands og fortæller, at de bruger en argentinsk Cruz Alta såmaskine.
»Det er ikke godt for jorden, hvis man sår soja efter soja efter soja hvert år. Man høster hele planten ved soja, så hvis ikke du har et sædskift med hvede, byg eller en anden afgrøde en gang imellem, så eksporterer du jordens næringsstoffer, og så ender vi med at skulle gøde i Argentina, som man gør i Europa. Og det er en kedelig udvikling,« siger Gustavo.
Men flere landmænd er nødsaget til kun at dyrke soja, da regeringen brandbeskatter afgrøder som hvede og majs, så det ikke kan betale sig. Det gør regeringen for at beskytte hjemmemarkedet og holde priserne nede. Oftest med det resultat, at produkionen falder og prisen derfor ikke falder.
