Danske frøavlere tjener på græs til vinter-OL

DLF-Trifolium har leveret frø og græs til pisterne ved vinter-OL i Rusland.

Intet OL uden græs! Og det gælder også for vinter-OL.

Således har DLF koncernen i løbet af 2013 leveret græsfrø, så arrangørerne har kunnet klargøre de russiske olympiske pister, hvor verdens bedste skiløbere dyster inden længe. Til glæde for danske frøavlere - især inden for strandsvingel og engrapgræs.

Græsset er både blevet anvendt i skiterrænnet samt til anlægsopgaver i Sochi, som er værtsby for legene. Græsset etableres på pisterne og bjergskråningerne for at holde på og stabilisere jorden samt for at beskytte hældningerne mod erosion. Den bløde græsoverflade sikrer en mere stabil og jævn overflade, der dækker de rå og stenede skråninger, som skipisterne ofte føres igennem.

Der bruges særligt hårdføre plænegræsblandinger, der trives under kolde og tørre forhold. Plænegræsset danner en måtte af rødder, der binder sig til overfladen, som dermed stabiliseres, og græstæppet ligger som et beskyttende lag mellem sneen og det skarpe underlag .

Rullegræs og hydrosåning

Græsfrø etableres på forskellig vis i skiterrænnet. Hydrosåningsteknologien, hvor græsset sprøjtes ud sammen med papirfibre, kan sikre en hurtig etablering af græsset på store områder i stejlt og vanskeligt terræn.

DLF-koncernen har leveret græsløsninger til såvel rullegræsproduktion som hydrosåning. Mere end 300.000 kvadratmeter rullegræs baseret på plænetyper af strandsvingel og engrapgræs er blevet rullet ud til den olympiske begivenhed i Sochi.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle