Danske hvededyrkere bruger færrest penge på planteværn og gødning

Sammenlignet med hvededyrkere i England, Tyskland og Frankrig bruge danske avlere færrest kroner på planteværn og gødning til hveden. Et problem, og det viser sig i omkostninger pr. ton, mener VFL-direktør.

Umiddelbart burde danske landmænd vel blive glade over, at de bruger få penge på planteværn og gødning sammenlignet med avlerne i tre store hvedeproducerende lande. Men nej. Ivar Ravn, direktør for Videncentret for Landbrug, ser det som udtryk for, at danske landmænd er havnet i en spændetrøje.

»I første omgang er det jo godt nok, men det udtrykker også, at vi har et udbyttepotentiale, vi går glip af,« siger Ivar Ravn.

»Ja, vi sparer nogle omkostninger, men vi mister flere indtægter.«

Danske landmænd har blandt andet de laveste omkostninger pr. hektar. Hvis man kigger på omkostningerne pr. ton, så klarer Danmark sig langt dårligere.

»Hvis vi kunne bruge et bredere spektrum af planteværn og gødske mere, så havde vi måske brugt en krone mere på det, men tjent over det dobbelte på højere udbytter,« siger Ivar Ravn.

Større udvalg og dosering

»Vi ved jo, at vi i Danmark i sammenligning med England bruger en faktor fire mindre i dosering. Det er fordi danskerne er dygtige til at ramme præcist med sprøjtningen på grund af et godt rådgivningssystem, men det skyldes også et snævrere udvalg af midler og meget mindre dosering,« siger VFL-direktøren.

Han påpeger, at landmændene kunne håndtere årets svampeangreb i korn bedre, hvis landmændene måtte bruge flere typer planteværn.

»Der taber vi penge i forhold til eksempelvis Tyskland, fordi vi har et snævrere udvalg af midler.«

Med hensyn til gødskning, så er det også den store danske husdyrproduktion, som gavner på omkostningssiden.

»På mange områder er danske landmænd gode til at styre deres omkostninger. Vi skal være stolte af, at vi er så gode til at udnytte vores husdyrgødning. Det skal vi holde fast i, men vi kan også blive bedre og gøde og sprøjte lidt mere.«

Lavere lønomkostninger

Det vil måske overraske, at danske landmænd i flere år bruger færre penge på løn til ansatte end Tyskland og England.

»Hvis du bare havde kigget på, hvad en medarbejder koster i timen, så havde vi ligget ret højt. Så der kan man se, at landmændene har været gode til at investere i maskiner og produktivitet,« konkluderer Ivar Ravn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle