Danskere tæt på at sælge de første 3.400 hektar

Efter et strandet salg til kinesisk investor ser det endelig ud til, at Agri Invest får held med salg af jord.

Samtlige aktionærer venter i spænding. Et salg af 3.400 hektar jord til en indtil videre hemmelig køber er inde i den sidste og afgørende fase.

»Vi håber at være meget tæt på at sælge vores største site med al jord, maskiner og bygninger«, fortæller Preben Hansen, der er bestyrelsesformand i det danske aktielandbrug Agri Invest.

Det er selskabets site ’Oravita’ i det vestlige Rumænien, der er tale om.

Sitet er udbudt til salg for 200 mio. kr. for jord, bygninger og maskiner, eller godt 40.000 kr. pr. hektar når værdien af maskiner og bygninger er trukket fra.

Med en købspris på 15.000 kr. pr. hektar i gennemsnit, ligner det umiddelbart en guldrandet forretning.

Men det er det ikke.

»Vi kommer ikke til at stå med hænderne over hovedet på grund af det salg. Vi glæder os selvfølgelig, hvis det lykkes at sælge jorden, for det er et af vores hovedformål. Samtidig vil vi glæde os over, at vi endelig kan sende penge tilbage til aktionærerne, der har ventet længe og tålmodigt på at få udbytte af deres investering«, siger Preben Hansen.

Tages der højde for, at pengene har været bundet i snart 14 år, og det har været kostbart at løfte jordens dyrkningspotentiale og at registrere ejerskabet af alle de 6.000 små parceller, jorden i Oravita består af, så er forrentningen i Preben Hansens øjne kun lige netop godkendt.

»Men efter salget står vi med en gældfri ejendom, og det interessante bliver derefter, hvad vi evner at få ud af de 8.100 hektar, vi stadig ejer efter salget«, siger han.

Han understreger, at salget endnu ikke er helt på plads.

»Min erfaring er, at man skal være varsom med at udtale sig om, hvornår et salg i denne type og størrelsesorden falder på plads. Vi har været i tæt kontakt med køberen i halvandet år. Salgsaftalen var klar til underskrift for et år siden, men så krævede de rumænske myndigheder pludselig, at jorden skulle ligge i sit eget selskab, når den skulle sælges fra. Det har forlænget salgsprocessen med næsten et helt år«.

Og for et år siden var kinesiske investorer meget tæt på at købe den samme jord. I sidste sekund blev handlen stoppet af de kinesiske myndigheder, der ikke ville godkende, at der blev trukket penge til købet ud af Kina.

Hvis alt går vel, regner Preben Hansen med, at hele Agri Invest, er solgt inden 10 år.

»Vi er ved at registrere de sidste dele af vores jord i ’Land Book’. Først når jorden er noteret der, ejer vi den formelt. Samtidig bytter vi jord med andre jordejere, for at samle arealerne, så de bliver lettere at dyrke - og sælge«.

»Det er en tung proces, og der går nok to år, før vi er helt færdige. Når det er på plads, er vi klar til at gøre de sidste 8.100 hektar, vi ejer, salgsklar«, siger Preben Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle