DC overrasket over landmænds fremfærd

Kolding Herreds Landbrugsforening beskylder Danish Crown for at bruge ’omvendte Robin Hood metoder’.

I Kolding Herreds Landbrugsforening undersøger man nu mulighederne for at danne et leverandørselskab for mindre svineproducenter for at sikre producenterne bedre markedstillæg.

Landbrugsforeningen har beskyldt Danish Crown for at gøre brug af ’omvendte Robin Hood metoder’, når markedstillægget DC Marked, der udbetales trinvist efter en trappemodel, giver større tillæg, jo flere slagtesvin man leverer. Men det forstår pressechef hos Danish Crown, Jens Hansen, ikke.

»Vi er overaskede over, at de vælger den her fremfærd. Danish Crown er et andelsselskab med en helt demokratisk beslutningsproces, så når man står med sådan en holdning, så findes der en vej til at arbejde på at få det ændret, og det er igennem vores kredsmøder blandt andet. Derfor ærgrer vi os over, at de ikke har valgt at gå den vej,« siger Jens Hansen.

Hans Christian Carstensen, formand for Fokusgruppe Svin og bestyrelsesmedlem i Kolding Herreds Landsforening, siger: »Meningen med DC Marked er naturligvis at holde slagtekæden fuld og holde på de store leverandører, så de ikke fristes til at levere svinene andetsteds. Men det argument holder ikke længere, for der bliver nu stort set ikke leveret danske slagtesvin til Tyskland.« Men den opfattelse deler Jens Hansen ikke:

”DC Marked er jo et udtryk for, at DC også tilpasser sig markederne. Det gælder også den konkurrence, der er fra de private slagterier, og det er DC Marked også et udtryk for.”

Faktaboks

  • En gruppe af svineproducenter i Kolding Herreds Landbrugsforening undersøger lige nu, om de skal danne et leverandørselskab for mindre svineproducenter. 
  • Målet er at sikre bedre markedstillæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle