Deltidsudvalget takker af med sidste årsmøde

Lørdag 24. oktober holder deltidslandmændene deres sidste årsmøde under den nuværende organisering. Udvalget nedlægges, og der skal være en ny struktur. Derfor er der lagt op til et meget specielt årsmøde.

Den afgående formand for deltidsudvalget, Niels Pedersen Qvist, skal som vanligt holde sin beretning, men da det bliver den sidste, bliver det en speciel en af slagsen.

»Ja, dybest set er det jo første gang, noget bliver nedlagt, så det er en særlig situation. Jeg kan kun tale ud fra den viden jeg har om, hvad der skal ske fremadrettet, og der synes jeg, at der er nogle huller, som jeg forventer at få svar på. Min beretning indeholder naturligvis også et tilbageblik, eller et ’regnebræt’, som jeg kalder det, på hele deltidsudvalgets levetid. Jeg synes, at vi har opnået meget, men noget tyder også på, at vi har været for samarbejdsvillige. Når man samarbejder, er man ikke så synlig, og det lader til, at det har kostet os magten,« lyder det fra formanden.

Mister magten

At deltidslandmændene mister deres plads i primærbestyrelsen er den afgående formand selvsagt ked af.

»Jeg vil ikke komme med en lang klagesang, men jeg mener, at man tager magten væk fra os, så at det skulle være en styrkelse af deltidslandmændene, det må jeg indrømme at jeg har svært ved at se,« siger Niels Pedersen Qvist.

Den nye organisering med repræsentanter fra de enkelte regionsudvalg, der skal deltage i de årlige møder, stiller han også spørgsmåltegn ved.

»Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte foreninger vægter det her arbejde, og hvordan deres repræsentant er valgt. Jeg er uforstående over for, at arbejdet bare er op til de enkelte foreningers forgodtbefindende, og jeg frygter, at al energien vil blive brugt på de store landbrugs problemer,« siger han.

Oplever signalforvirring

Følelsen af signalforvirring i forhold til det, der bliver sagt, og det der bliver gjort fra ledelsens side, går igen hos de medlemmer, LandbrugsAvisen har talt med - og således også hos formanden.

»Jeg føler helt klart, at magten bliver taget væk fra os, når vi mister vores plads i primærbestyrelsen. At det skulle være en styrkelse, må jeg indrømme, at jeg har svært ved at se. Ledelsen kalder det en revitalisering af området, og derfor forventer jeg, at der ligger en plan der virkelig vil noget. Jeg forventer, at der kommer drøn på arbejdet nu,« siger Niels Pedersen Qvist og slutter:

»Jeg håber, at deres mission lykkes, for det her segment er meget vigtigt.«

Faktaboks

Årsmøde 2015

  • Formand Niels Pedersen Qvist og næstformand Tonny Hansen går af, og der er intet nyvalg
  • L&F's viceformand, Lars Hvidtfeldt, og direktør Flemming Nør-Pedersen vil præsentere den nye organisering og give et oplæg til det fremtidige arbejde

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle