Den første vårbyg er høstet

Niels Aasdal fra Jyllinge tog hul på vårbyg-høsten sidste fredag. Han mangler stadig en hektar af marken på grund af søndagens regn.

Fredag formiddag satte Niels Aasdal sig på mejetærskeren fra 1978 for at høste den første vårbyg. Han driver et deltidslandbrug med 37 hektar i Jyllinge ved Roskilde Fjord.

"Jeg tog en vandprøve torsdag som viste 16,5 procent. Nu håber jeg, den er faldet lidt til omkring 16 procent," siger Niels Aasdal.

Han høstede også lørdag eftermiddag, indtil duggen faldt, og mangler nu blot en hektar i marken med 7,4 hektar vårbyg. Søndag måtte mejetærskeren nemlig stå stille på grund af 32 mm regn.

"Vårbyggen er af sorten Class og er sået allerede 16. marts," fortæller Niels Aasdal der mener, han var en af de første som såede.

Foreløbig ser udbyttet ud til at blive cirka 50 hkg pr. hektar, måske 55.

"Det er i hver fald middel, så jeg er godt tilfreds," siger Niels Aasdal, der sælger vårbyggen til foderstoffen.

Han har yderligere to marker med vårbyg, i alt cirka 11 hektar. Herudover dyrker han vinterraps og hvede.

For øjeblikket står mejetærskeren standby til bedre vejr, så resten af vårbyggen kan komme i hus.

"Vi skal i hvert fald have to dage med sol nu, inden vi kan fortsætte," siger Niels Aasdal.

Fotos er taget af Niels' kone, Ane, som var den første til at sende dem ind til LandbrugsAvisens Skyd Høsten-fotokonkurrence. Parret er dermed vindere i kategorien "vårbyg".

Læs mere om hvordan du kan være med i kurrencen nederst på denne side.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle