»Du ser da slet ikke så gammel ud, som du er!«
Jeg labber det i mig. Det er knægten, der taler. Engang kaldte jeg ham den langhårede lemmedasker, men han er hverken det ene eller det andet længere. Klog er han. Det mærker jeg for alvor nu.
Sandheden er nok, at jeg er - en lille smule - gammel og samtidig med, at de daglige pligter bliver færre, kan jeg godt mærke, at vi er på vej ind i et nyt afsnit af livet.
»Det må da være vildt fedt ikke at skulle arbejde længere. Hvis det var mig, ville jeg juble af glæde«, siger svigersønnen. Jeg tror ham gerne, men har det ikke helt på samme måde. Endnu i hvert fald.
Bedst snyder jeg mig selv for min alder, når jeg er sammen med de tre, som er mine børnebørn. Når min kloge kone og jeg er alene med dem, genoplever vi det, der nok var den bedste tid i livet, da vores egne børn var små. Faktisk kan det være svært at skelne fortid og nutid. Et alderdomstegn, fortæller man mig, men det er indlysende, at det er det pureste sludder.
Selvfølgelig skal vi have de nye små med ned og sove i høet. Selvfølgelig har vi haft dem med i Legoland og ved stranden. Alt det, vi gjorde med deres forældre for omtrent 30 år siden. Den eneste forskel, siger vi til hinanden, er, at vi får hurtigere ondt i ryggen, når vi slæber rundt på ungerne. Andre kan muligvis komme på et par enkelte andre forskelle på nutid og datid. Og de er der da: Klapvognene er for eksempel blevet meget bedre. Og så synes nutidsbørn, at traktoren er langt sjovere, end deres forældre gjorde. Det er ellers den samme traktor, men morfar/farfar kan ikke præsentere noget bedre end at starte den gamle Deutz og byde på en tur ned over engen.
Der er heller ikke sket så meget på Fiskerimuseet, som vi trækker den ene af de tre-årige med på, da han skal distraheres. Han nyder besøget - især museets legeplads. Når han nyder det, gør vi det også, og jo mere vi leger med ham, jo yngre bliver vi.
Vi havner alle tre på en karrusel, som det er meningen, man skal blive slynget af, når farten er høj nok. Lige lovlig avanceret til en treårig, så vi beskytter ham, mens vi snurrer rundt i lidt for højt tempo - vi to (bedste)forældre endnu yngre end før. Vi lander i nutiden på den brutale måde.
Et af de andre børn udbryder:
»Jeg tror ikke mine egne øjne: En masse børn på en karrusel, og så en gammel mand. Det er da helt vildt«.
