Af Niels Andersen, DOF’s kommunerepræsentant i Svendborg
’Sammen om at hjælpe viben’ er overskriften på et projekt mellem Landbrug & Fødevarer og Dansk Ornitologisk Forening. Formålet er at tage hensyn til viben i landbrugsdriften. Det blev skudt i gang sidste år, og på L&F’s hjemmeside præsenteres de mange gode initiativer, som man i fællesskab med ornitologerne blev enige om er nødvendige, hvis vibens muntre skrig atter skal indvarsle forårets komme ude i det åbne landbrugsland. Til landmændene hedder det, at Vi skal være sammen om at styrke viben. Hvad med at tage fat i din lokale ornitolog, så I kan tale om mulighederne for at styrke viben på din bedrift?
Det gode eksempel fra spinatmarken
Godsforvalteren på Lehnskov tog fat i sin lokale ornitolog, nemlig undertegnede, og fortalte, at han under arbejdet i en nyspiret spinatmark havde set et par viber, og med en truende radrensning forude blev jeg spurgt, om jeg kunne undersøge marken for vibereder.
Spinatmarken er ret kuperet og på 16 ha. Første besøg gik med at lære marken at kende, og så var det ellers bare at ’finde nålen i høstakken’. Mit første besøg var forgæves. Andet besøg: Samme udgangspunkt. Endelig fik jeg øje på de territoriale vibehanner. Her skulle de rugende hunner findes. På anden dagen i fandt jeg en rede. Ved tredje besøg stedfæstede jeg rede nummer to og i tilgift en strandskaderede. Ved fjerde besøg endnu en viberede. Ved et femte besøg lykkedes det efter noget besvær at opspore endnu en rede.
Status blev, at fire vibereder og en strandskaderede er afmærket i en mark, hvor alle reder ville gå tabt under normale omstændigheder. Nu overlevede rederne markdriften, da man hæver radrenseren, når de afmærkede reder passeres, og de små vibekyllinger kan forhåbentlig vokse op som følge af et godt samarbejde mellem landbruget og den lokale ornitolog - og styrke viben på bedriften. Der skal to parter til at samarbejde.
Det hele sker på den baggrund, at viben i landbrugslandet over de seneste årtier er gået så voldsomt tilbage, at fire femtedele af viberne er forsvundet. Derfor er det meningsfuldt at gøre sit yderste for at hjælpe en elsket fugl, der har så stor en plads i vores kulturhistorie, og som uforvarende er ramt af udviklingen. Når landbruget samtidig viser vilje til at ville samarbejde om at hjælpe til, så er jeg forpligtet. Viben blev min skæbne, frit efter W.C. Fields.
