Det bedste gårdkøb i landbrugets historie

Koldkærgård blev købt for 4,5 mio. kr. i 1984. I dag ligger Agro Food Park på gårdens marker.

I 1984 købte De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug proprietærgården Koldkærgård i Skejby nord for Aarhus. For bygningerne og de omkringliggende 110 hektar betalte man dengang den pæne sum af 4,5 mio. kr.

Med sin placering i den kile nord for den jyske storby, hvor man i dag satser på at udbygge byens erhvervsliv, var det på alle måder et forstandigt køb, selv om købsprisen i nutidskroner svarer det til godt 10 mio. kr. I dag har omkring 80 virksomheder adresse på Koldkærgårds marker og i regnskabet hos ejeren, L&F, er den bogførte værdi for Agro Food Parks grunde, veje og bygninger på ca. 312 mio. kr.

I løbet af de sidste tre år har Landbrug & Fødevarer, der i dag står som ejer, solgt grunde til Arla, FEAS, der bygger til Aarhus Universitet og Viking Danmark, der alle har etableret sig i Agro Food Park. Den regnskabsmæssige avance for de gennemførte grundsalg er på cirka 30 mio. kr. Et fornuftigt køb der tilbage i 1984, som man beskedent siger på jysk.

Meget mere end det

At det bakkede landskab er blevet så værdifuldt skyldes, er at man her skaber Danmarks største center for innovation i fødevarer. Og hvis nogen tror, moderne landbrug i dag er bulkvarer til spotpris, så er de mange videnvirksomheder, der i dag ligger på arealet, et klart dementi. Her i Agro Food Park har 1.200 mennesker deres daglige arbejde med at udvikle fremtidens fødevaresektor ved hjælp af gode ideer, samarbejde og forskning. Ejeren er Landbrug & Fødevarer og altså i sidste ende den danske landmand, der ikke betaler for virksomhederenes tilstedeværelse, men udlejer faciliteterne på markedsvilkår.

»Hele grundideen er, at virksomhederne kan få mere ud af være her og hente inspiration hos hinanden, end hvis de sad alene i den anden ende af byen, fortæller director Anne-Marie Hansen, Agro Food Park. Hun indrømmer dog også, at virksomhederne kan lade sig inspirere så meget af hinanden, at de nogle gange stjæler hinandens medarbejdere.

»Men det blander vi os ikke i. Det er selvstændige virksomheder. Vi plejer at sige, at man lejer kvadratmeter, men får kubikmeter. Det dækker over, at faglige arrangementer og netværks- og sociale aktiviteter er til rådighed og vi tilbyder full service på alt fra reception og rengøring til it og rådgivning, så virksomhederne kan fokusere på deres kerneforretning« siger Anne-Marie Hansen.

Et blåt stempel

I dag rummer Agro Food Park hele spektret fra de store domiciler for Arla Food Innovation Center, Viking Danmark og fra efteråret også fødevareforskningen fra Aarhus Universitet og ned til ganske små virksomheder, såkaldte startups, der har til huse i parkens rugekasse Inkubatoren. Her kan man finde virksomheder, der arbejder med at udvikle alt fra shots og larver til smagsingredienser og robotter.

En af dem, der ikke kan få armene ned i begejstring over at have adresse i Agro Food Park er direktør i Dol-Senors, Kartheeban Nagenthiraja.

»Vi er flyttet hertil fra Glyngøre. Det er meget nemmere at tiltrække arbejdskraft her i Aarhus og så har vi stor glæde af et tæt arbejde med Seges. Vi har meget lettere ved at komme med i afprøvninger og få kontakt med rådgiverne i Seges, fordi vi har vores daglige gang her. Det er værdifuldt at rådgivningen kan se værdien af vores produkter.

Faktaboks

Sådan blev bar mark til bøndernes videns-park - Så meget er der sket på 10 år.

  • 09/09/09 Officiel åbning:15.000 kvm med visionen om at skabe det førende vækst- og innovationsmiljø for fødevarevirksomheder.
  • 2010 Eget vejnavn:Det anonyme og beskedne Udkærsvej skifter navn til Agro Food Park. Nu ved alle, hvad der findes i Skejby. 
  • 2012 Første tilbygning: 6.100 kvadratmeter står klar i januar. 12 virksomheder flytter ind med i alt cirka 110 medarbejdere. Men 120 pct. af faciliteterne er udlejet og en ny tilbygning planlægges. 
  • 2014 Anden tilbygning: Anden etape af den nye bygning til mindre og mellemstore virksomheder åbner med 3.000 kvadratmeter med plads til start ups inden for landbrugs- eller fødevarebranchen. 
  • 2017 Arla rykker ind: I 2013 offentliggør Arla, at deres nye globale Innovationscenter skulle bygges på en grund i Agro Food Park, og dermed blev Arla den første virksomhed til at etablere et nybygget domicil i Agro Food Park. Det står klar i 2017. Arla Foods globale innovationscenter åbner i Agro Food Park.
  • 2018 Vikingerne kommer: Nyt domicil kan indvies.
  • 2019 Forskerne kommer: Aarhus Universitet FOOD flytter ind i deres nye bygning i Agro Food Park. 
  • 09/09/2019 - 10 år jubilæum: 80 virksomheder og vidensinstitutioner, 1.200 medarbejdere og videnspersoner og 50.000 kvadratmeter faciliteter i seks bygninger.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle