Det er dit L&F - brug det

»Sådan helt konkret - hvad får jeg egentlig ud af at være medlem af Landbrug & Fødevarer?« hører man fra tid til anden landmænd spørge. Og det er vel egentlig forståeligt nok. Det kan være svært at måle værdien af, at L&F blander sig i debatten om nye love, arrangerer høringer, publicerer analyser, holder møder med politikere fra alle hjørner. Betingelsen for at få indflydelse kan derudover ofte være, at andre får lov at tage æren, med det resultat at man som medlem kan have svært ved at se L&Fs fodaftryk.

Oveni er en del af det politiske arbejde i sin natur at kritisere. Når der kommer en finanslov, en ny miljøregel eller et klimaudspil, er det L&Fs forbandede opgave at pege på de ting, der kunne være bedre for at flytte det mere i vores retning. Det sker af og til med de skarpe vendinger, der nu en gang hører til i den politiske debat - hvilket kan efterlade indtrykket, at L&F netop ikke havde indflydelse og skaffede resultater.

Kort sagt - der kan føles langt fra plovfuren til gangene på Axelborg, simpelthen fordi Axelborg-folkenes opgave er at skabe resultater, ikke at reklamere for sig selv. Men på mandag kortslutter vi systemet, når vi fra 10 til 14 åbner telefonerne for at give den enkelte landmand helt konkrete råd om, hvordan du bedst muligt sikrer din egen bedrift.

Det er nemlig lige nu, du skal gøre indsigelser, hvis du vil undgå oversvømmelser fra dårligt vedligeholdte vandløb. Det er nu, du skal klage, hvis der igen er udpeget ikke-eksisterende vandløb på dine marker.

To håndfulde af L&Fs og Videncentrets stærkeste eksperter står til rådighed for at hjælpe dig kvit og frit. De kan stille om til over 30 lokale konsulenter, der kan gå ind i din helt konkrete sag. Ring til dem. Spørg om din egen bedrift eller spørg, hvad de helt konkret har gjort politisk. Det er din organisation - brug den. Nummeret er 33 39 47 77.

www.landbrugsavisen.dk/lisbergsblog

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle