Af Birgitte Kjemtrup Høye, Tinnet
Den sidste balle halm er kørt ind under plastik, fjerde slæt er længe dækket til, og vi ser alle frem til at se lidt mere til Manden samt at få lidt ro på. Det har dog stadig lidt lange udsigter, men mon ikke det kommer med efteråret. Så vi skaber nærhed i de øjeblikke, hvor det er muligt.
Min mor har en gang i sidste uge sagt, at der lige er et par år her med små børn, som er virkelig barske. En veninde sagde til mig, at hvis man nu kun havde børnene, gik det nok, men både hun og jeg har en landmand også. Små børn og en landmand kræver sit af en kvinde, blev vi enige om. Især når vi skæver til andre jævnaldrende veninder, som har seks ugers ferie om året, mænd, der er hjemme til spisetid klokken halv seks, og friheden til at glæde sig over høj sol og 25 grader i seks uger i streg. Det kræver sin kvinde både at skabe tid til sig selv, så man ikke bliver bims, men også skabe tid til at være forældre for børnene, så de oplever de gode og kærlige stunder.
For at det kan lade sig gøre har manden for et par år siden installeret et ekstra børnesæde i frontlæsseren. Bettemand Tre kan sidde på skødet, mens de to store har hver deres sæde, og så bliver der ellers kigget til kvier, blandet foder og kørt halm i fællesskab, mens jeg pakker en lille pose med juice og en bøtte med rosiner eller vingummi til. Så er der nærvær til Mand og Bettemænd samt ro og afslapning til mig. Win win.
Og dog. Uheldig var Manden en aften med et par halmballer. Ballerne trillede ned af en skrænt, og sprogbruget blev meget varieret og interessant og hurtigt opfanget af små ører. Og gengivet af små munde. Manden var aldeles hidsig, da Bettemand Et og To meget hurtig blev læsset af i baggangen. På historien kunne jeg forstå, at der blev stille mange og detaljerede spørgsmål, for det krævede den uvante situation jo, hvorefter legen i haven udviklede sig, med høje bakker, ekstra traktorer, der kørte fast, og baller, der blev ved med at gå i stykker. Udfordringen lå så i for mig at forklare, at det altså var en træls ting, når baller triller deres vej, og at det ikke skal nævnes med helt så mange farverige gloser i børnehaven.
Så selv om det kan være aldeles hektisk, og jeg nogle gange kunne ønske mig et lille hus med masser af tid og ferie, kom en kollega alligevel hen til mig en dag og sagde, at hun var så misundelig, for vi er så velsignede, at vi kan tage børnene med os i den travle hverdag og skabe nærvær, hvor der ellers kun er hektisk aktivitet. Og det kan hun jo have ret i. Midt i det skiftende og temmelig stressende høstvejr skal de gyldne øjeblikke prioriteres og passes på.
