Dyrevenner støtter op om velfærdskalve

Dyrenes Beskyttelse er kommet ind i varmen hos L&F Kvæg i nyt samarbejde om bedre dyrevelfærd for kalve.

Bedre dyrevelfærd hos kalve er noget, der varmer om hjertet både hos dyrevenner og hos landmænd. For landmænd skal der dog også helst være økonomi i det, hvis det skal kunne lade sig gøre.

Dyrenes Beskyttelse og Landbrug & Fødevarer Kvæg indgår derfor nu et samarbejde om et projekt kaldet ’optimal velfærd hos kalve’. Projektet skal sikre, at kalvenes suttebehov opfyldes, at de får mulighed for at udføre hudpleje, og at kalvene opstaldes parvis.

Ifølge Chr. Lund, formand for L&F Kvæg, går L&F med i samarbejdet for at se, hvordan man rent praktisk kan håndtere udfordringerne.

»Hvis vi vil have andre end landmænd til at lytte til os, er det vigtigt, at vi også lytter til andre. Før var det ’dem og os’, når vi talte om Dyrenes Beskyttelse, men nu arbejder vi sammen om det, som kan give bedre dyrevelfærd og bedre økonomi«, siger han.

Parvis opstaldning

Parvis opstaldning er et af kravene i hjerteordningen. Dermed kan det bruges i markedsføringen af kødet fra kalvene. I udlandet sælger supermarkedskæder som Tesco kun mælk og mejeriprodukter fra bedrifter, som opstalder deres kalve i grupper eller som minimum parvis. Derfor bør danske landmænd også interessere sig for det.

Erfaringer herhjemme peger på, at kalve i nogle situationer vokser bedre og giver bedre bundlinje, når de opstaldes parvis, påpeger Chr. Lund.

»Man kan faktisk få meget godt ud af at samarbejde«, understreger han.

Faktabaseret

Hos Dyrenes Beskyttelse glæder chefkonsulent Pernille Fraas Johnsen sig over samarbejdet med L&F Kvæg.

»Vi er kede af, at så mange kalve sendes til udlandet. Det er bedre at holde dem herhjemme. Derfor går vi også ind i, hvad vi kan gøre inden for de eksisterende rammer, der kommer kalve til gavn«, siger hun.

Dyrenes Beskyttelse har en rådgivende rolle og får adgang til de resultater, projektet kommer frem til.

»Vi vil bare gerne have bedre dyrevelfærd, men det, man gør, skal også være faktabaseret, så man ved, at dyrevelfærden reelt bliver bedre«, siger hun.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle