Effektivitet lige så vigtig som notering

Erik Larsen, Dalmose, opfordrede svineproducenterne til at øge effektiviteten i stalden mest muligt.

Den bedste fjerdedel af slagtesvineproducenterne på østlige øer bruger 2,69 foderenhed pr. kg tilvækst. Den ringeste fjerdedel bruger 3,07 foderenhed pr. kg tilvækst. Det svarer til 50 kroner pr. slagtesvin.

"Og forskellen i dødelighed varierer fra under én procent til over 14 procent," sagde Erik Larsen, Dalmose, på svinerådgivningens årsmøde i Ringsted for nylig.

"Selvfølgelig spiller noteringen en stor rolle for vores økonomi, men tallene viser tydeligt, at vi ikke må overse vores egen effektivitet i staldene i denne sammenhæng. Den har i høj grad indflydelse på vores økonomiske udbytte," påpegede formanden. Han opfordrede alle svineproducenter til at benytte sig af rådgivningen for at få effektiviteten trimmet.

"Kreditorerne ser meget på den effektivitet, vi har i staldene," sagde han og glædede sig over, at der trods ringe økonomi stadig var unge svineproducenter med lyst til at etablere sig.

Rådgivning i nye rammer

Erik Larsen omtalte kort de organisatoriske ændringer, der er sket omkring svine- og byggerådgivningen i forbindelse med, at begge dele nu er en del af Gefion.

"Jeg vil gerne understrege, at alle landmænd, uanset om de er medlem af Gefion eller ej, kan benytte rådgivningen til samme priser," sagde Erik Larsen. Han takkede også den fratrådte leder af rådgivningen, Hans Jørgen Rasmussen, for hans mangeårige indsats for rådgivningen på de østlige øer.

Medlemmerne i Gefion står bag halvdelen af svineproduktionen på de østlige øer.

mot@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle