Efter ny skatteafgørelse: Al privat skovrejsning ophører

Skat ser bort fra, at en skov er en langsigtet investering, der først giver overskud efter en årrække, mener skovkonsulenter.

Rejsning af mere privat skov i Danmark er truet. Hvis en aktuel afgørelse fra Skat er udtryk for en ny, generel politik, vil det betyde, at al skovrejsning ophører.

Det mener seniorkonsulent Per Hilbert, Skovdyrkerne, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for skov og skovrejsning.

Han er rystet over den afgørelse fra Skat, som LandbrugsAvisen omtalte i sidste uge, hvor skovejer Arild Frederiksen har fået frataget retten til at trække moms, ejendomsskat og afskrivninger fra, blandt andet fordi hans løvskov 12 år efter plantning endnu ikke havde givet nogen indtægter.

»Når Skat i en afgørelse fratager en skovejer retten til trække moms, ejendomsskat og afskrivninger fra, så ryger bunden helt ud af økonomien i at plante løvskov,« siger Per Hilbert, der har arbejdet med skov i mere end 35 år.

Helt hen i vejret

Per Hilbert kalder afgørelsen for »helt hen i vejret.«

»Er afgørelsen udtryk for en ny praksis, kan vi ikke anbefale nogen at plante løvskov,« siger Per Hilbert, der forklarer, at en løvskov normalt ikke giver nogen indtægter før efter 15 år - somme tider lidt før, somme tider lidt senere.

»Hvis Skats afgørelse står ved magt, ophører al privat rejsning af løvskov her i landet. Jeg vurderer, at den eneste skovrejsning, der bliver tilbage, vil være plantning af juletræer. Staten kan godt glemme alt om traditionel skovrejsning.«

Samme opfattelse har seniorkonsulent Per Christian Christensen, Skovdyrkerne Fyn. Han mener, at Skat med afgørelsen begår en stor fejl.

»Skat glemmer, at løvskov er en meget langsigtet investering, der sagtens kan have en omdriftstid på 120 år,« siger Per Christian Christensen.

Fordobling af arealet med skov

Det er ellers besluttet af Folketinget i 1989, at arealet med skov - især løvskov - i Danmark skal fordobles til 1,1 mio. hektar inden 2100. Siden beslutningen er arealet øget med cirka 3.000 hektar om året til de nuværende cirka 600.000 hektar.

Skal målet nås, skal der plantes i gennemsnit knap 6.000 hektar hvert af de kommende 85 år.

I Naturstyrelsen, der administrerer en ordning om tilskud til skovrejsning, har man allerede mærket en faldende interesse for at plante løvskov. Siden ordningen trådte i kraft i 1989, er udviklingen i private jordejeres plantning af skov forløbet som vist i figuren. Privat-plantningen har tydeligvis været på vej nedad de senere år.

»Afgørelsen fra Skat er helt hen i vejret. Den bør naturligvis ankes, og vi undersøger nu sagen og vurderer mulighederne for at anke,« siger Per Hilbert.

Skat ønsker ikke at udtale sig om konkrete afgørelser. Men LandbrugsAvisen har bedt Skat om at svare på nogle generelle spørgsmål om skov som virksomhed.

Faktaboks

Skovrejsning

  • Tilskud gives til at rejse skov på landbrugsjord.
  • Ordningen med tilskud til privat skovrejsning er fra 1989 og er en del af landdistriktsprogrammet.
  • Det er målet at fordoble arealet med skov i Danmark fra 12 til 24 procent inden år 2100.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle