Efter nyt svinepestudbrud i Polen: De sidste vildsvin skal væk hurtigst muligt

Afrikansk svinepest er rykket faretruende tæt på Tyskland efter nyt udbrud af afrikansk svinepest i det vestlige Polen. Vigtigt at få skudt de sidste vildsvin i Danmark, mener områdedirektør i Landbrug & Fødevarer.

Med det seneste tilfælde af afrikansk svinepest blot 80 km fra den tyske grænse er den frygtede svinesygdom tættere på Danmark end nogensinde før og besværliggør samtidig eksporten af smågrise til det vestlige Polen.

Fundet af et trafikdræbt vildsvin nær byen Tarnów Jezierny 4. november, der viste sig at være smittet med afrikansk svinepest, er siden blev fulgt op af fund af flere end 20 andre døde vildsvin. De polske myndigheder har reageret på udviklingen og har opstillet et metalhegn i fem kilometers radius om det første fund.

Det første tilfælde af afrikansk svinepest bliver formentlig fulgt op af flere vildsvin, der viser sig at være inficeret med afrikansk svinepest. Det er vurderingen hos Jens Munk Ebbesen, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer, der følger udviklingen af afrikansk svinepest tæt.

»Der er meldinger om, at der er skulle være flere døde vildsvin i området. Og hvad er sandsynligheden for, at det kun er det ene vildsvin, der er kørt ned i trafikken, som har afrikansk svinepest. Den er nok ikke ret stor«, siger han.

Mennesker står bag spredningen

Hos Landbrug & Fødevarer understreger den nye udvikling i Polen, at det er menneskelig aktivitet i kombination med vildsvin, der kan flytte afrikansk svinepest over store afstande - og dermed også øger risikoen for, at Danmark rammes af sygdommen.

»Det er bekymrende, at sygdommen kan springe så langt. Vi har set det ske tidligere i Belgien, og nu altså også i dette tilfælde, hvor der formentlig er efterladt noget inficeret kød, som vildsvinene er kommet i nærheden af«, forklarer Jens Munk Ebbesen.

Han afviser, at det er vildsvin fra den østlige del af Polen, som nu er kommet til den vestlige del af Polen.

»Det er ikke vildsvin, der har flyttet sig så langt. Ellers er der nogle, der har flyttet vildsvin fra den østlige del af Polen, men hvorfor skulle man gøre det?« spørger Jens Munk Ebbesen.

For at dæmme op for, at smitten rammer Danmark, vil Landbrug & Fødevarer igen søsætte en kampagne på de sociale medier, der retter sig mod polske håndværkere. Også Danmarks Jægerforbund har fået en henvendelse.

»Mange danske jægere har gået på jagt i områder, som man hidtil ikke har troet havde afrikansk svinepest. Det har de gjort i god tro, men nu er det vigtigt, at de informeres om at tage de nødvendige forholdsregler, så vi ikke får smitten ind i Danmark. Det er vigtigt, at tøj, støvler, udstyr og jagttrofæer håndteres rigtigt«, understreger han.

På den hjemlige front afsluttes vildsvinehegnet efter planen i denne måned, og det arbejde ser Jens Munk Ebbesen frem til bliver afsluttet.

»Så skal vi bare have de cirka 40 resterende vildsvin i Danmark skudt og testet så hurtigt som muligt. Det er en høj prioritet, men vi ved også, at jo færre vildsvin, der er tilbage, jo sværere er det at finde de sidste. Vi kan håbe på en hård vinter, så vildsvinene søger hen mod de fødesteder, Naturstyrelsen har sat op, hvor vi har nemmere ved at skyder vildsvinene«, siger han.

Besværlig eksport af smågrise

Udbruddet i Polen har også fået den konsekvens, at Danish Transportstandard nu har strammet reglerne for transport af grise til Polen, så også den vestlige del af landet har de skrappeste regler i form af sorte zoner. Samtidig er den nordøstligste del af Tyskland gået fra grøn til rød zone.

»Dermed er det ikke blevet nemmere at transportere grise fra Danmark. Direkte transporter fra egen gård til Polen besværliggøres, fordi lastbilen nu får syv dages karantæne, før den igen kan køre tilbage til en gård. Tidligere var karantænen på 48 timer i de berørte zoner«, siger Jens Munk Ebbesen.

For svineproducenter, der leverer deres grise via samlestald, får de skærpede regler ikke nogen betydning.

Faktaboks

Sådan dæmmes udbruddet inde:

  • Udbruddet af afrikansk svinepest i Polen forventer Jens Munk Ebbesen bliver håndteret på samme måde som i Belgien og Tjekkiet.
  • Begge lande har med succes hegnet områderne med inficerede vildsvin ind. 
  • Tjekkiet er igen erklæret fri for sygdommen, mens 2018-udbruddet i Belgien i de seneste måneder kun har resulteret i et enkelt vildsvin med afrikansk svinepest

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle