Eksport af fødevarer holdt skansen

Fødevareklyngens samlede eksport faldt sidste år med fem mia. kr. på grund af det store prisfald på minkskind. Fødevarer holdt dog skansen.

Eksporten af fødevarer endte sidste år med at være uændret i forhold til året før på trods af Ruslands embargo.

107 mia. kr. eksporterede Danmark fødevarer for inklusiv blandt andet fisk og drikkevarer.

Eksporten af svinekød faldt ganske vist med 1,5 mia. kr., men det blev opvejet af en stigning i eksporten af mejeriprodukter på en halv mia. kr. og en endnu større stigning i fiskeeksporten. Samtidig steg eksporten af kiks, brød og bagværk med mere end en mia. kr.

Agroindustrien formåede også næsten at holde skansen med en eksport på 11,5 mia. kr.

Prisfald på mink trak ned

Til gengæld var der stor tilbagegang i den tredje store gruppe inden for fødevareklyngen, de biobaserede produkter, der blandt andet omfatter foder, forskellige planteprodukter, skind og enzymer.

Den helt store nedgang indkasserede minkavlerne med et fald i eksporten på fem mia. kr. Dette beløb svarer ganske nøje til faldet i fødevareklyngens samlede eksport.

Minkpriserne faldt allerede først på året, og slog derfor fuldt igennem for hele året. Til gengæld er priserne steget igen i år.

Skidt læsning

»Det er ikke særligt rare tal. Det er historien om et bebudet fald. Det er grundlæggende skidt læsning.

Ikke meget tyder på, at situation løsner sig i Rusland, og Rabobank venter først, at mælkeprisen løfter sig igen i tredje kvartal.

Det er med en vis nervøsitet, vi ser et år frem,« siger cheføkonom Thomas Søby, Landbrug & Fødevarer.

Eksporten til Rusland halveret

Mens den samlede eksport af fødevarer i 2014 var næsten uændret, faldt eksporten til Rusland med næsten 60 procent.

Ikke uventet er det især svinekødet, der trækker ned. Ud af den samlede nedgang på 2,5 mia. kr. på eksporten til Rusland, tegner svinekødet sig med et fald på 94 procent for de to mia. kr.

Eksporten til Rusland faldt også for en række andre vegetabilske og animalske fødevarer, og salget af maskiner dykkede med en fjerdedel.

Faktaboks

Eksport til Rusland

Fødevarer:

  • 2014: 1.778 mio. kr.
  • 2013: 4.299 mio. kr.
  • Svinekød:
  • 2014: 130 mio. kr.
  • 2013: 2.119 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle