Eksporten til Kina er i rivende udvikling

Af Finn Christensen, Samfunds- & Erhvervsøkonomisk Analyse, Landbrug & Fødevarer.

’Grisen’ var set med danske eksportbriller meget rammende symbolet på det forgangne år, der løb fra 5. feb. 2019 til 24. januar 2020, hvor den astrologiske gris fuldendte den 12-årige kinesiske dyrecyklus. En ny cirkel er begyndt symboliseret med ’rotten’, der ifølge kineserne repræsenterer lykke og velstand. Ønsket om lykke og velstand lyder tiltalende nu, hvor landet forsøger at dæmme op for spredningen af lungebetændelsen nCoV. Starten på 2020 og et tilbageblik på 2019 giver et billede af, hvor omskiftelig markedssituationen kan være for ikke mindst de danske eksportvirksomheder.

I sep.-okt. 2019 hoppede Kina to pladser frem til at være det næststørste marked for fødevareklyngen og overgik dermed eksporten til Sverige og Storbritannien. Vi vurderer, at det er ret sikkert, at Kina har fastholdt den nuværende position også for nov.-dec. 2019.

Eksporten til Kina er i en rivende udvikling. Den samlede eksportværdi til landet er steget 33 pct. i perioden 2018 til 2019 (jan.-okt.). Grisekød er steget med 127,3 pct. (+2.483 mio. kr.), fisk & skaldyr med 35,2 pct. (+464 mio. kr.) og mejerivarer med 25,2 pct. (+291 mio. kr.). I de første 10 måneder af 2019 repræsenterede fødevarer 95 pct. af den samlede eksportfremgang på i alt 5 mia. kr. Heraf udgjorde gris 60 pct., fisk & skaldyr med 961 mio. kr. stod for 19 pct., og mejerivarerne med 469 mio. kr. stod for godt 9 pct. den samlede fremgang.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle