Eleverne er deres løn værd

Det bekymrer formand for LandboUngdom Peter Jørgen Kock, at 30 procent af de adspurgte landmænd ikke ønsker elever i fremtiden. Han mener dog, at landbrugseleven kan bidrage til arbejdspladsen med noget særligt.

Af de landmænd, der har elever, synes 86 procent, at elevlønnen er for høj. Er eleverne ikke deres løn værd?

Landbrugselever er meget loyale ansatte, de er parate til at arbejde over tid for at hjælpe deres læremester, det er der ikke mange ansatte andre steder, der gør. Elever gør et reelt stykke arbejde, og det skal de betales for.

Hvad er jeres forslag til, hvordan problemet kan imødekommes?

Hvis eleverne i stedet fik en SU-lignende ydelse under skoleophold, ville det være en løsning, der kunne sikre praktikpladser for landbrugselever. 30 procent, der ikke regner med at have elever fremover, er rigtig mange, så vi skal finde en løsning i fællesskab.

Er det skolen, der skal klæde eleven bedre på til praktikken?

Elevlønnen er et tilbagevendene emne, men det er ikke, fordi skolerne ikke er gode nok i deres undervisning. Eleverne har ændret sig, de kommer ikke på samme måde med en baggrund inden for landbrug, flere kommer direkte fra byerne. Det betyder, de har andre behov og færdigheder end tidligere. Jeg tror, de er opmærksomme på den problemstilling allerede.

Hvis 30 procent af de nuværende praktikpladser i fremtiden ikke ønsker elever, hvad bliver konsekvensen?

Vi kan frygte, der ikke er nok praktikpladser, ikke mindst på grund af en stigning i ansøgere til landbrugsskolerne. Alternativet er skolepraktik, men det er ikke et alternativ i vores øjne. Praktikken skal lære eleven at have betydning for en bedrifts sammenhæng, de skal ud i virkeligheden, derfor er vi i LandboUngdom parate til at finde løsninger, der kan sikre flest mulige praktikpladser i fremtiden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle