Englændere samler sig lokalt

Det er muligt at sælge i puljer med garanteret mindstepris.

Der er stor forskel på, hvordan man handler korn i vore nabolande, og meget af forskellen ligger i traditioner. Det er ikke kun svenskerne der arbejder med puljepriser. Også i England er puljepriser et kendt fænomen.

Ifølge Claes Lund, dansk landmand i Østengland, foretrækker mange at overlade salget til et stort grovvareselskab eller et mindre lokalt andelsselskab, som deler indtægterne ved salget ligeligt mellem dem der deltager i puljen. En anden mulighed er at være med i en pulje med mindstepris på kornet, hvor man får del i de prisstigninger der måtte komme.

"Så skal kornprisen stige mere end 20 pund pr. ton, for at det kan betale sig," siger han.

Det koster nemlig 20 pund (190 kr.) at være med i en pulje med mindstepris.

Landmænd der har puljet hvede af 2007-høsten har i år fået 124 pund pr. ton hvede. Med den aktuelle, lave kurs på pund svarer det til 118 kr. pr. hkg. I den forbindelse spiller det en stor rolle, at kursen på pund er faldet 15 procent siden høst.

Mindre tillid

Kendetegnende for engelske landmænd er også, ifølge Claes Lund, at de slår sig sammen i mindre, lokale andelsselskaber med 100-700 medlemmer, som har et fælles salgskontor. Man stoler nemlig ikke så meget på hinanden og på de store selskaber, som i Danmark, og frygter at de scorer for stor en del af gevinsten.

"De er tilbøjelige til at tænke, at når de har egen salgsorganisation, kan de stole mere på, at analyseresultater og brovægt viser, hvad de skal," siger han.

Udgifterne til selskaberne begrænser sig til lidt kontorpersonale.

Ud over salg til puljepris findes der mange andre handelsmønstre. Nogle vælger at sælge en fast mængde hver måned for at sprede risikoen, mens andre vil ringes op, når det vurderes, at man kan gøre en god handel til spotpris.

Selv holder Claes Lund de danske traditioner i hævd og tager to-tre tilbud hjem, før han sælger til en aftalt pris. Noget sælges før høst og andet efter.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle